TV-Avisens studie har fået en makeover
TV Avisen sendes fra mandag aften fra det ombyggede og nydesignede Studie 14 ved Indre Gade i DR Byen. Siden den 25. juli har håndværkere og teknikere knoklet i studiet, mens værter og fotografer har præsenteret TV-Avisen fra Studie 9A. Men fra den 17. september sender TV-Avisen igen fra sit vante studie, der altså har fået en makeover.
”Vi har fået et mere rummeligt og luftigt studie, der giver os bedre muligheder for at udfolde grafikker. Vi skal se hele studiet som en platform, hvor vi kan bruge grafik,” fortæller producer Christian Melballe Thomsen til dr.dk.
Den gamle skærm bag værten havde en opløsning på to millioner pixels, mens den nye skærm er på hele 12 millioner. Det betyder blandt andet, at værten nu kan gå tættere på skærmen og bruge den mere aktivt.
”Vi kan lave bedre forklaringsgrafikker på skærmen, vi kan lade grafikker træde ud af skærmen, og vi kan få mere dynamik i virtuelle grafikker på gulvet med vores nye krankamera, som kan bevæge sig mere rundt i studiet end det gamle,” uddyber Christian Melballe Thomsen.