TV-Nyt

TV-Avisen får ny vært

Seerne vil møde Nina Munch-Perrin i en ny rolle, når den 43-årige journalist vender tilbage til DR. Fra den 1. august 2012 til efteråret 2015 var hun erhvervskorrespondent i DR. Nu skal Nina Munch-Perrin præsentere dagens vigtigste nyheder i TV-Avisen.

Nina Munch-Perrin kommer til TV-Avisen fra et job som kommunikationsdirektør hos interesseorganisationen Finans Danmark.

”Formidling af nyheder til hele Danmark har måske aldrig været vigtigere. Så selvfølgelig skulle jeg sige ja til opgaven. Jeg var journalist i 17 år, så har jeg tilbragt små tre år i den finansielle sektor. Det har kun gjort mig klogere, skarpere og mere ydmyg. Egenskaber, jeg også synes er vigtige for en god nyhedsvært, og jeg ser frem til at blive del af det dygtige TV-Avisen-team,” siger Nina Munch-Perrin.

Før de knap tre et halvt år som erhvervskorrespondent i DR har Nina Munch-Perrin dækket finans- og erhvervsstof på Jyllands-Posten, dagbladet Børsen og TV 2 Finans, hvor hun også var vært.

Den rette profil

”Nina Munch-Perrin er en fantastisk stærk og kompetent journalist. Hun besidder en meget stærk kombination af faglig indsigt og evnen til at formidle klart og forståeligt på TV. Hun er den hel rette profil som vært på TV-Avisen,” siger Thomas Falbe, der er nyhedschef i DR Nyheder.

Også personligt betyder jobskiftet en hel del for den kommende vært. Nina Munch-Perrin træder nemlig i sin mors fodspor. Journalist Lone Zilstorff var fra 1986-1990 vært på netop TV-Avisen og ’Søndagsmagasinet’.

”Det er faktisk en lille smule skræmmende at tænke på. Og alligevel virker det også naturligt for mig, at jeg tager det her skridt. Men jeg er ked af, at hun ikke kommer til at opleve det. Også fordi hun faktisk var en ret skarp coach,” siger Nina Munch-Perrin.

Nina Munch-Perrin bliver vært på de sene TV-aviser klokken 19.55 og 21.30, mens Johannes Langkilde, der i dag er en af værterne på de udsendelser efter eget ønske rykker til de tidlige TV-aviser klokken 17.50 og 18.30.

Nina Munch-Perrin ventes at dukke op på skærmen til december.

Kilde: DR presse

cshow

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard