TV 2 rykker sen nyhedsflade frem – Vil styrke Super Primetime og TV 2 Play
Nyt programflow klokken 20.00-22.20 frigiver ressourcer til eksempelvis dansk fiktion og dokumentar, der skal styrke både TV 2s hovedkanal og TV 2 PLAY. Fra slutningen af januar 2019 etablerer TV 2 en nyhedsflade mandag-torsdag klokken 21.30 med landsnyheder, udvidede regionale nyheder og en længere sportsnyhedsudsendelse.
TV 2s nye indholdsstrategi – der er en del af koncernstrategien for 2018-21 – har fokus på at styrke TV 2 PLAY og samtidig fastholde stærke lineære kanaler, og strategien fører nu til, at TV 2 ændrer sin programflade mellem klokken 20.00 og 22.20. Målet er på én og samme tid at sikre ressourcer til stærkt indhold og udvikling på TV 2 PLAY samt at styrke TV 2s super primetime og den sene nyhedsflade.
Ændringerne træder i kraft efter VM i herrehåndbold i januar 2019, hvor TV 2 mandag-torsdag etablerer en nyhedsflade klokken 21.30-22.20 med landsnyheder, udvidede regionale nyheder og en længere sportsudsendelse end i dag. Samtidig nedlægges 22 Nyhederne.
– En ny super primetime og et mere attraktivt sendetidspunkt til vores nyhedsudsendelser frigiver ressourcer, som skal styrke TV 2 PLAY. Vi har gennem de seneste år – med succes – øget vores ambitioner markant inden for dansk fiktion og dagsordensættende dokumentarer. Det er dyre programmer, og samtidig er det genrer, der er noget af det mest attraktive indhold på vores streamingtjeneste, og det er blandt andet disse programmer, vi vil lave flere af. På den måde styrker vi på samme tid TV 2 PLAY og hovedkanalens bedste sendetid – helt i tråd med vores strategi for dansk kvalitetsindhold, som får større og større betydning i et fragmenteret mediebillede, siger TV 2s kanalchef, Lotte Lindegaard, og fortsætter:
– Stærke, uafhængige og troværdige nyheder er vigtigere end nogensinde, og vi kommer til at styrke TV 2s sene nyhedsflade på to måder: Vi udvider både sendetiden til de otte TV 2 Regioner og til den daglige sportsnyhedsudsendelse, og vi udsender nyhedsprogrammerne på et mere attraktivt sendetidspunkt, hvor vi kan nå ud til og engagere endnu flere danskere.
Også weekendunderholdning og store sportsbegivenheder, der samler danskerne, har TV 2s særlige fokus i den nye strategi, forklarer Lotte Lindegaard og understreger, at TV 2 skal arbejde hurtigt for at opfylde koncernstrategiens mål om en markant styrkelse af TV 2 PLAY i perioden frem til 2021:
– Udviklingen går så hurtigt, at vi ikke kan sidde på hænderne, mens flere og flere seere får nye og mere digitale medievaner. Vi har under hele processen frem mod TV 2s nye koncernstrategi arbejdet med scenarier for en optimeret primetime-struktur for at opnå et samlet stærkere resultat. Nu har vi den rigtige løsning og glæder os til at introducere en ny super primetime med en programflade, der sikrer bedst muligt og mest relevant indhold i høj kvalitet. Hér ligger TV 2s fokus, når vi vil fastholde vores betydning for danskerne i de kommende år, siger kanalchefen.
Indholdsmæssig og visuel fornyelse
Når den nye nyhedsudsendelse bliver sendt fra klokken 21.30, ser flere danskere tv, end det er tilfældet klokken 22.00. Det giver mulighed for at bringe TV 2s sene nyhedsflade ud til endnu flere seere og brugere.
Hos nyhedschef Jacob Kwon, der er chef for TV 2 Nyhederne på hovedkanalen, er arbejdet gået i gang med at fastlægge indholdet i den nye nyhedsudsendelse klokken 21.30, der fornys både indholdsmæssigt og visuelt.
– 21.30-udsendelsen vil have fokus på dagens store nyheder og vil udfolde perspektiverne på de største historier. Det ligger også fast, at udsendelsen vil indeholde flere nyhedshistorier og have et højere tempo end de nuværende 22 Nyhederne, siger Jacob Kwon.
22 Nyhederne har Poul Erik Skammelsen som fast vært, og han vil også være blandt værterne på den nye 21.30-udsendelse. Men derudover er det endnu uafklaret, hvordan værtssammensætningen bliver.
– Poul Erik Skammelsen har ydet en kæmpe indsats gennem de seneste knap fem år, hvor han har været fast vært på 22 Nyhederne. Vores seneste analyse viser, at han er Danmarks mest troværdige nyhedsvært, og han er derfor også et meget stærkt kort i vores nye udsendelse, siger Jacob Kwon.