TV 2 ZULU sender ikke noget onsdag 5. juni frem til klokken 20.00
TV 2 ZULU lukker ned for programmerne onsdag 5. juni frem til klokken 20.00, hvor valglokalerne lukker. Herefter åbner ZULU for live-programmet ’Natholdet – ZULU Valgspecial’, der vil levere Danmarks sjoveste valgdækning, mens resultaterne tikker ind.
Det er ZULUs kanalchef, Sune Roland Jensen, der har besluttet at slukke for kanalens programmer på valgdagen frem til klokken 20.00, hvor valglokalerne lukker.
– Det vigtigste 5. juni er, at vi alle sammen stemmer – og det gælder både for ZULUs seere og medarbejdere. Der bliver ikke noget ’Beverly Hills 90210’, ’Venner’ eller ’Dybvaaaaad!’ at hygge sig med i sendefladen, som der plejer, for vi vil inspirere vores seere til at komme ud og sætte deres kryds, siger Sune Roland Jensen, som kommer med en direkte appel til ZULUs medarbejdere:
– Stem amok derude og ha’ en fest med demokratiet!
Danmarks sjoveste valgaften
Når muligheden for at stemme slutter klokken 20.00, vender TV 2 ZULU til gengæld tilbage for fuld kraft med en særlig ’Natholdet’-valgaften med Anders Breinholt i front og med masser af gæster i studiet.
– ’Natholdet’ og Anders Breinholt vil igen lave Danmarks sjoveste valgaften. Sidste gang var ’Natholdet’s folk de første, der – inden andre medier – fik Lars Løkke Rasmussen i tale på valgaftenen. Jeg er sikker på, at dette års ZULU-valgaften igen bliver både tankevækkende og underholdende, siger Sune Roland Jensen.
TV 2 ZULU har en stolt tradition for at holde valgaften med de yngre seere og brugere. Foruden danske valgaftener holdt ZULU også valgaften og -nat i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i november 2016.
Anders Breinholt er også på anden måde involveret i valgdækningen på TV 2s platforme – blandt andet som en af værterne på Valgfolkemødet på Kvægtorvet. Herudover lægges uddrag af Anders Breinholts og Anders Lund Madsens 13 ’Anders & Anders’-podcasts med partilederne løbende på TV 2 PLAY frem mod valgdagen.
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link