TV 2 Zulu har skiftet til ny brand-identitet
Fra mandag 8. januar er ZULU i luften med en ny brand-identitet, der lanceres samtidig med, at kampagnen for ’ZULU Awards’ skydes i gang.
– Den nye brand-identitet står fast på sin originale og uforudsigelige kerne. Men giver i højere grad end tidligere mulighed for at favne den bredere vifte af indhold, som ZULU er i gang med at introducere, forklarer Sune Roland, kanalchef for TV 2 Networks, og fortsætter:
– ”Original siden 2000” er afsættet for identiteten. For er der noget, ZULU kan påberåbe sig, så er det originalitet. Samtidig er det afgørende, at ZULU kan flytte sig med tiden og nå nye målgrupper, siger Sune Roland.
I arbejdet med den nye identitet er der derfor kigget ekstra nøje på identitetens grundelementer; logo, farver, typografi, kriger, speak, musik og lyd. Samtidig er der udviklet helt nye elementer, som skal sikre, at ZULU fortsat er et slagkraftigt og vitalt brand.
ZULUs bærende brand-farve bliver pink
Logoet med de fire cirkler bevares, som det er, dog med en lille opdatering i den nørdede afdeling for det trænede grafiske designøje. ZULUs bærende brand-farve bliver pink. Pink vil fremadrettet blive brugt meget mere konsistent, hvor ZULU tidligere har haft alle farver. Nu kommer der pink på drengeværelset, vinduerne bliver åbnet og alle bliver inviteret indenfor. ZULU bliver let at skelne fra alle de andre ved mere konsekvent brug af farven.
Krigeren bliver mere levende
Ved hjælp af ny teknologi bliver ZULU-krigeren i det nye design mere levende end nogensinde før. Han er blevet moduleret i 3D og kan nu aktiveres i en lang række nye sammenhænge. Han kan ikke bare hoppe, men tale, kysse, danse, springe, steppe, bukke, neje og dyrke sex! Kun fantasien sætter grænser. Krigeren venter nu bare på anledninger til at italesætte ZULU på nye sjove, originale, kærlige, sociale og upolerede måder.
Ny ZULU-speaker
Siden starten har Vigga Svensson været ZULUs stemme. Men også denne del har været genbesøgt, og der er fundet en ny speaker. Hun hedder Nina Lind, og hun vil sammen med holdet omkring ZULU lægge stemmelejet og tonaliteten, præcis som det nye og mere inkluderende ZULU skal være. Musik og lyd følger i kølvandet på speaken, og også her er der blevet arbejdet med et nyt og moderne ZULU-univers, hvor bl.a. ordet ZULU udtales og lægger sig integreret i lydbilledet.
Galskab og nye tematikker
Sidst men ikke mindst er der udviklet visuelle elementer som kan være med til at skrue op eller ned for galskaben og samtidig iscenesætte nye tematikker på ZULU. Det sker igennem de såkaldte wallpapers, som er tapeter i ZULUs brandunivers, der kan antage mange forskellige udtryk alt efter behov. De kan larme og råbe op, men de kan også lægge sig dæmpet i baggrunden. Og som om det ikke er nok, så er der til ZULU udviklet et ”doodle”-alfabet i form af en lang række håndtegnede elementer, som vil blive brugt som en slags augmented og kommenterende lag til ZULUs indhold.
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link