StreamingnytBranche-Nyt

TV 2 vil accelerere udviklingen af TV 2 PLAY

Anne Engdal Stig Christensen, der tiltrådte som TV 2s nye administrerede direktør 1. august, foretager nu en række ændringer i ledelsen af organisationen. Baggrunden er ambitionen om at accelerere udviklingen af TV 2 PLAY og øge fokus på dansk kvalitetsindhold på tværs af lineære kanaler og streaming.

Kommerciel direktør Flemming Rasmussen udnævnes til viceadministrerende direktør og skal i den rolle drive arbejdet i en ny strategisk ledergruppe, der skal sætte yderligere kraft bag TV 2s mange udviklingsprojekter. I den nye organisering, der træder i kraft 1. september, udnævnes kanalchef Lotte Lindegaard til programdirektør med ansvar for al eksternt produceret indhold på TV 2s hovedkanal, TV 2 PLAY, TV 2 ZULU, TV 2 CHARLIE og TV 2 FRI.

I samme forbindelse nedlægges den indholdsdirektørstilling, som Anne Engdal Stig Christensen bestred indtil sin tiltrædelse, og TV 2s direktion reduceres således fra fem til fire direktionsmedlemmer: Administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen, viceadministrerende direktør Flemming Rasmussen, direktør for digital og teknik Anders Blauenfeldt og en finansdirektør, som forventes rekrutteret i løbet af efteråret.

Nytænkning og innovation
– TV 2s gældende koncernstrategi, der løber frem mod 2021, har det danske kvalitetsindhold som udgangspunkt og virksomhedens fortsatte digitale transformation som ambition. TV 2 har oplevet en imponerende vækst de senere år og står i dag stærkt – senest illustreret med det bedste 1. halvår til TV 2-kanalerne i ti år og TV 2 PLAY, der har rundet 500.000 abonnementer. Strategien har således vist en tydelig retning i et marked med ændrede forbrugsvaner og stor konkurrence, men vi ser ind i en fremtid, der kræver nytænkning og innovation, og vi skal kæmpe hårdt for at bevare vores position i mediebilledet, siger Anne Engdal Stig Christensen og fortsætter:

– Det kræver blandt andet øget ledelsesmæssig fokus på såvel vores digitale udviklingsprojekter som vores indhold. Derfor glæder jeg mig over, at kommerciel direktør Flemming Rasmussen og kanalchef Lotte Lindegaard begge har sagt ja til at træde ind i nye roller, hvor de på hver deres måde vil bidrage til den nødvendige vækst og udvikling.

Mål om øget omsætning på TV 2 PLAY
Flemming Rasmussen har været en del af TV 2 siden 2000 og får som viceadministrerende direktør en særlig opgave i at stå i spidsen for en nyetableret strategisk ledergruppe, hvor en række afdelingschefer sammen med TV 2s direktion skal accelerere udviklingen af de koncernstrategiske projekter og styrke det tværgående samarbejde. Han vil fortsat også have ansvar for det kommercielle område.

– Flemming Rasmussen er en stærk og målrettet leder, som har leveret imponerende kommercielle resultater i både et reklame- og distributionsmarked, der er præget af stor usikkerhed og indædt konkurrence. Ambitionerne om digital vækst er bundet op på mål om øget forbrug og ikke mindst øget omsætning på TV 2 PLAY, og fra sit kommercielle ståsted kan Flemming Rasmussen drive TV 2s nye strategiske ledergruppe og tværgående udvikling, så vi lykkes med vores projekter, siger Anne Engdal Stig Christensen.

Prioritering af indhold til streaming
Strategien på indholdsområdet fokuserer på, at den høje kvalitet skal bevares, og indholdet på TV 2 PLAY skal integreres yderligere i det programstrategiske og publiceringsmæssige arbejde. Lotte Lindegaard, der har været kanalchef på TV 2s hovedkanal siden 2013, kommer som programdirektør til at stå i spidsen for det arbejde.

– Det er afgørende, at vi også i årene fremover udvikler vores indhold og har fokus på, hvordan vi bedst udnytter det på tværs af TV 2s platforme – og Lotte Lindegaard er den helt rette til at løfte den opgave. Hun har med et imponerende strategisk arbejde sat en klar retning for TV 2s hovedkanal, og hun er en ildsjæl. Samtidig er hun enormt ambitiøs og vil sætte en kæmpe ære i at lykkes med at tage TV 2 PLAY til næste niveau rent indholdsmæssigt, siger Anne Engdal Stig Christensen.

– Det næste ryk i udviklingen af TV 2 PLAY forudsætter en fokuseret indsats, hvor det indhold, der i særlig grad driver streamingen, skal prioriteres sammen med de nødvendige ressourcer, og hvor vi schedulerer TV 2 PLAY ligeså konsekvent som vores traditionelle kanaler. Det skal ske samtidig med, at vi fortsat skruer på kanalerne, så vi holder dem skarpe og relevante. At balancere begge dele er udfordringen, og det gør arbejdet som programdirektør særligt interessant, og jeg glæder mig vanvittigt til at kaste mine kræfter ind i indholdsudviklingen af TV 2 PLAY, siger Lotte Lindegaard.

Public service også i en digital verden
Anne Engdal Stig Christensen fremhæver vigtigheden af public service i fremtiden:

– Vi skal i de kommende år fortsætte TV 2s digitale transformation og øge omsætningen på TV 2 PLAY. En del af den øvelse handler om det, jeg kalder en public service-transformation, hvor vi tager vores forpligtelser og rolle i samfundet med os over i streamingverdenen og gør TV 2 PLAY til danskernes nye hoveddør ind til vores indhold. Den øvelse er afgørende for vores fremtidige position i det danske mediebillede og derfor også for vores omsætning de kommende år, og jeg glæder mig meget til sammen med alle de dygtige ledere og medarbejdere på TV 2 at løfte ambitionerne i strategien, siger TV 2s nye administrerende direktør.

Hun suppleres af Lotte Lindegaard:

– Det stærke indhold vinder, og derfor er fokus på relevans, substans og kvalitet afgørende – også i et digitalt medieforbrug. Med den udvikling er jeg mere end nogensinde optaget af TV 2s public service-opgave, hvor vi uanset platform kan gøre en forskel og samle danskerne om fælles oplevelser og skabe forudsætningen for et større engagement i vores demokrati.

cshow

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard