TV-Nyt

TV 2 i samarbejde med CPH:DOX

cphdoxNår en af verdens største dokumentarfilmfestivaler CPH:DOX løber af stablen i perioden 16.-26. marts, bliver det med TV 2 som en aktiv medspiller.

Det nye samarbejde mellem TV 2 og CPH:DOX betyder, at man på festivalen får en unik mulighed for at se dokumentarer, der senere på året får premiere på TV 2. Desuden vil dokumentargenren – med udgangspunkt i både film og aktuelle problemstillinger – komme til debat ved flere arrangementer under festivalen.

Dokumentarer har længe været et højt prioriteret område for TV 2, og kanalens dokumentarer har også vundet store priser i de senere år. Derfor finder programchef Thomas Breinholt det helt naturligt, at TV 2 indleder samarbejde med den store og anerkendte dokumentarfilmfestival.

– Dokumentarprogrammer er væsentlige for den demokratiske samtale, og de er af samme grund en vigtig og central del i TV 2 public service-indsats. TV 2 vil – ligesom CPH:DOX – være igangsætter af debatten, der engagerer brugerne, kommer med ny viden og gør os klogere. Derfor er samarbejdet naturligt i forhold til en fælles vision om at gøre danskerne til aktive deltagere i debatten om vores samfund, siger Thomas Breinholt

Dokumentarer på PLAY
Ud over TV 2s engagement i CPH:DOX vil man i festivalperioden 16.-26. marts på TV 2 PLAY kunne se mange stærke og prisvindende TV 2-dokumentarer som f.eks. ’Armadillo’, ’Blodets bånd’ og ’Ekstra Bladet – uden for citat’. Herudover vil en lang række markante udenlandske dokumentarer også være tilgængelige på TV 2 PLAY, f.eks. ’Super Size Me’, ’The Road to Guantanamo’, ’Tyson’ og ’Michael Moore in Trumpland’.

Hertil kommer naturligvis et stort TV 2-bagkatalog af danske dokumentarfilm, bl.a. dokumentarerne om demensramte Aage og hustruen Rita samt ’Snyd eller borrelia’, ’Patienten der fik nok’, ’De vaccinerede piger’, ’Anbragt i helvede’, ’Må Mathilde dø?’, ’Cirkusdynastiet’, ’Til døden os skiller’, ’Blodets bånd’, ’Kongens foged’, ’Slottet’, ’Hjemmefronten – fjenden bag hækken’ og mange flere.

Målet med TV 2s engagement i dokumentarfilmfestivalen er, at tv-stationen – ligesom CPH:DOX – ønsker at fastholde den oplyste debat.

– Vi står i en tid, hvor fake news, nye medievaner og store internationale selskaber med lynets hast ændrer den måde, vi forstår verden omkring os på. Midt i den omvæltning står dokumentarfilm som et fyrtårn, der både tør kæmpe for det væsentlige og udfordre vores holdninger på samme tid. Det vil vi gerne markere sammen med CPH:DOX, siger Thomas Breinholt.

TV 2 bidrager til festivalen med følgende særvisninger af fire kommende TV 2-dokumentarer: 

’Rigtig voksen’ – om Xenia, der som barn af et dysfunktionelt hjem med svigt og kaos selv kæmper med at indtage forældrerollen for sin for tidligt fødte søn.
Sendes på TV 2 torsdag 23. marts klokken 20.00

’Illegal i Danmark’ – tager fat på problematikken om de 18.000 illegale, der er i Danmark. Hvordan overlever man uden pas og papirer, og hvor svært er det at få et job og tag over hovedet? Det undersøger vi ved at sende to muldvarpe undercover i en hidtil ukendt verden.
Sendes på TV 2 fra torsdag 30. marts klokken 20.00

’Misbrug’ – zoomer ind på Magnus, der både kæmper med PTSD og et alkoholmisbrug. Magnus’ kæreste og familie stiller ham et ultimatum: Enten holder han op med at drikke, eller også mister han dem.
Sendes på TV 2 senere på året

’Mor, jeg er bange’ – antallet af børn med angst er i stigning, og filmen følger nogle af de børn, det drejer sig om, når psykologer prøver at hjælpe dem af med angsten og forstå, hvad der skaber den.
Sendes på TV 2 senere på året

Alle film vil være efterfulgt af en debat om emnet med relevante aktører. Herudover arbejder TV 2 og CPH:DOX også sammen om to særskilte debatter om henholdsvis Islamisk Stats radikalisering af kvinder og islam i medierne med blandt andre Åsne Seirstad og Khaterah Parwani.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard