Streamingnyt

TV 2 PLAY fortsætter vækst også hjulpet af Fodbold VM

TV 2 PLAY fortsatte sin vækst i antallet af brugere i første halvår 2018. Særligt i forbindelse med fodbold-VM, hvor samtlige VM-kampe kan følges på TV 2 PLAY, er der kommet mange nye brugere til, og fodbolden følges i stor stil live på de store skærme via Smart TV, Apple TV, Chromecast, og senest Android TV, som TV 2 PLAY netop er lanceret på.

– Med TV 2 PLAY kan man naturligvis selv sammensætte sit indhold og se tv, lige når man har lyst. Men vi kan konstatere, at TV 2s flowkanaler heldigvis også er meget populære på PLAY, hvor live-tv hos de kunder, der har adgang til både live-tv og on demand-indhold, udgør over halvdelen af forbruget. Dette sker i takt med, at PLAY i høj grad ses på de store skærme, hvor vi ser et lean back-forbrug, der ligner det, vi kender fra det traditionelle tv-forbrug, siger TV 2s digitale direktør, Anders Blauenfeldt, og fortsætter:

– Her under VM sætter vi mange nye rekorder på PLAY med det største antal samtidige streams på tjenesten nogensinde. Under de store kampe, og især når en populær kamp fx sendes i arbejdstiden, udgør live-seningen på PLAY i perioder omkring otte procent af den totale sening, siger Anders Blauenfeldt.

Oprustning på TV 2 PLAY
I takt med at TV 2 PLAY generelt oplever fortsat vækst i antallet af brugere og en omfattende live-sening på tjenesten, udvider TV 2 løbende kapaciteten på TV 2 PLAY.

– Vi har investeret yderligere i platformen og forberedt os grundigt frem mod VM, hvor det jo er helt afgørende, at teknikken spiller, når rigtig mange danskere vælger at se live-fodbold på PLAY. Det handler i høj grad om, at selve afspilningen er stabil, og at platformen kan modstå presset fra, at et meget stort antal kunder tænder for signalet på samme tid. Udover platformsopgraderinger handler det også om at opruste på antallet af medarbejdere, der er på vagt under VM-kampene, så vi har et godt beredskab, siger Anders Blauenfeldt.

Nye EU-regler betyder desuden, at streamingtjenesternes kunder kan tage deres abonnementer med på ferien og se dansk tv fra det europæiske sommerland, hvilket også får danskerne til at se med på TV 2 PLAY fra udlandet.

– Indtil videre kommer nogle procent af vores samlede forbrug fra det øvrige Europa, men vi kan se, at andelen stiger, og vi forventer, når sommerferien for alvor er startet, at danskerne tager VM og Tour de France med på ferien, siger Anders Blauenfeldt.

Over 1 million daglige brugere på tværs af tv2.dk og apps
Også på tv2.dk er der vækst i antallet af brugere, og trafikken ligger nu stabilt over 1 million daglige brugere på tværs af web og apps i årets første måneder. Mens andelen af trafikken, der kommer fra Facebook, er stabiliseret, stiger trafikken både fra Google samt fra de daglige push-beskeder, der sendes ud via TV 2s populære nyheds- og sportsapps.

TV 2 har senest testet en ny form for push-besked, ’Dagens overblik’, der sendes ud til brugerne af nyhedsappen hver aften. Via beskeden kan brugerne tilgå en opsamling af de fem vigtigste nyhedshistorier på dagen, og det har brugerne taget rigtig godt imod.

– Produktet har på få måneder fået over 100.000 brugere. Åbningsraten er over dobbelt så høj som den gennemsnitlige åbningsrate for push-beskeder, og det bekræfter os i, at brugerne er særligt glade for de push-beskeder, der giver overblik og opsamling. Samtidig forsøger vi også at begrænse antallet af push-beskeder, så vi ikke forstyrrer vores brugere, og vores målrettede kvalitetsindsats har øget vores fastholdelse af push-abonnenterne, siger Anders Blauenfeldt.

På mobilen har TV 2 desuden haft succes med at engagere danskerne omkring programindhold. Bl.a. via den digitale del af bingoshowet ’Fuld plade’, der i anden sæson satte nye rekorder i seerengagement. Her spillede over 60 procent af seerne med om præmier til hele familien en række fredage på TV 2, hvilket anses for at være et exceptionelt højt niveau af live-interaktion mellem tv og digitale platforme – både når der sammenlignes med lignende tiltag i Danmark og i udlandet.

Brugerrejse på tværs af digitale platforme
TV 2 arbejder fortsat strategisk med løbende at udvikle brugerrejsen på tværs af tv2.dk, TV 2s apps og TV 2 PLAY – fra de helt anonyme brugere til de indloggede brugere og over til brugere med et aktivt abonnement hos TV 2.

Retningen, der både har et teknisk, indholdsmæssigt og et kommercielt sigte, skaber med udgangspunkt i brugeren en mere sammenhængende brugeroplevelse på tværs af alle TV 2s digitale platforme – og gør samtidig brugerne af TV 2s gratis, digitale tilbud opmærksomme på TV 2s øvrige udbud af dansk kvalitetsindhold.

Som det seneste eksempel på denne brugerrejse er TV 2 PLAY rykket ind i både TV 2s nyheds- og sportsapp, så man nu også direkte i disse apps kan forbruge relateret TV 2 PLAY-indhold i forlængelse af det digitale indhold fra tv2.dk.

cshow

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard