TV 2 og Adam Price på vej med tv-serie om Britta Nielsen-sagen
TV 2 og SAM Productions indgår nyt samarbejde om fiktionsserien BRITTA. De fleste danskere kan ud fra titlen alene, gætte hvem og hvad serien handler om: Historien om Britta Nielsen blev en af de mest omtalte kriminalsager i Danmark, da daværende socialminister Mai Mercado i oktober 2018 stillede sig op foran nationen og meddelte, at en medarbejder i Socialstyrelsen havde svindlet staten for 117 millioner. Britta Nielsen endte med, sammen med sine tre børn, at blive dømt i danmarkshistoriens største svindel med offentlige midler.
Hele nationen fulgte med tiltagende forargelse og forundring fortællingen om sagsbehandleren, der i det skjulte overførte millioner af kroner til sig selv, der ellers var øremærket samfundets svageste. Men hvem var Britta Nielsen egentlig? Det vil Adam Price forsøge at svare på i sin kommende serie BRITTA.
Price udtaler:
”Jeg blev fascineret, da jeg første gang læste om Britta Nielsen og ikke mindst forsøgte at kæde den spektakulære millionsvindel sammen med billederne af den forsagte kontorassistent, som jo havde modtaget Dronningens Fortjenstmedalje så sent som året før hun omsider blev afsløret.
Britta Nielsens forbrydelse stiller nemlig også grundlæggende spørgsmål ved den tillid, der ligger til grund for vores højt besungne velfærdssamfund. Således tvinger det os også til at se indad som nation. Og det faktum, at Britta Nielsen til sidst nærmest var blevet afhængig af at svindle, gør kun psykologien bag hendes forbrydelse endnu mere foruroligende”.
”BRITTA er også den virkelige fortælling om et almindeligt menneske, næsten som du og jeg, der langsomt fristes og fordærves af et ønske om at give sine børn alt det, hun ikke selv havde”, siger Pernille Bech Christensen, Senior Executive Producer på TV 2.
”Jeg synes det er en universel historie, der giver os danskere mulighed for et indblik i et menneske vi alle kender navnet på, men som ingen af os kender”.
Forventes optaget i 2025
Serien BRITTA vil bestå af 4 afsnit og er planlagt til at gå i optagelse næste år. Adam Price (Borgen, Ragnarok, Herrens Veje) har udviklet konceptet og skriver som hovedforfatter.
BRITTA instrueres af Mogens Hagedorn (Ragnarok, Borgen) med Johannes Rothaus Nørregaard (Orkestret, Elvira) og Nina Leidersdorff (Sygeplejersken, Viften) som seriens producere.
SAM Productions har udviklet tv-serien i samarbejde med TV 2 Danmark ved Senior Executive Producer Pernille Bech Christensen.
Seriens Executive Producer er Meta Louise Foldager Sørensen (Borgen, En kongelig affære).
Produktionsselskabet SAM Productions er ejet af Adam Price, Meta Louise Foldager Sørensen og Studio Canal, der har skabt serier som Merkur, Borgen, Ragnarok, Sygeplejersken, Orkestret, Gidseltagningen, Elvira og Kastanjemanden til publikum i både ind- og udland.
Tidligere har TV 2 også meldt en anden lignende serie ud, nemlig en Stein Bagger serie.