TV 2 News opruster på kulturen
TV 2s nyhedskanal ansætter to garvede kulturjournalister, der skal være med til at sikre endnu flere kulturnyheder i programfladen.
TV 2 NEWS fastholder sin ambition om at få endnu flere kulturnyheder i den løbende nyhedsdækning, og derfor har kanalen ansat to erfarne kulturjournalister – Sarah-Iben Almbjerg som TV 2 NEWS’ nye kulturredaktør og Mikkel Fyhn Christensen som ny kulturreporter.
– Kulturen er fortsat et meget vigtigt område for TV 2 NEWS, og med ansættelsen af de to garvede kulturjournalister går vi efter at få endnu flere debatskabende og kritiske kulturnyheder ind i vores nyhedsflade, siger chefredaktør Mette Østergaard, TV 2 NEWS.
Foruden den løbende kulturnyhedsdækning planlægger TV 2 NEWS et nyt, ugentligt kulturmagasin, som forventes at få premiere i januar.
Værten for dette program bliver TV 2 NEWS’ tidligere kulturredaktør Rasmus Strøyer, og hermed får NEWS’ kulturmagasin igen en fast vært efter en periode, hvor forskellige værter har stået i spidsen for programmet.
Ny kulturredaktør
TV 2 NEWS har – som nævnt – ansat Sarah-Iben Almbjerg som ny kulturredaktør med virkning fra senest 1. marts. Hun kommer fra Radio24syv, hvor hun som kulturredaktør fra radioens start har skullet udvikle et særligt ståsted for det nye medie.
Sarah-Iben Almbjerg har arbejdet med kulturstoffet i mere end ti år – først som journalist og radiovært i DR og siden som journalist på Berlingskes kulturredaktion. Hun har også arbejdet som pressechef for Betty Nansen Teatret.
Mikkel Fyhn Christensen – ny kulturreporter på TV 2 NEWS – kommer til TV 2 fra Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor han er kendt som en af avisens stærke nyhedshunde på kulturområdet. Inden da arbejdede Mikkel Fyhn Christensen som kulturreporter i DR.
Mikkel Fyhn Christensen begynder 1. januar og skal levere nyheder og arbejde som tilrettelægger på et relanceret ugentligt NEWS-kulturmagasin.
Kilde: TV 2 News