TV-Nyt

TV 2 News fylder 10 år og det markeres på tv og nettet i hele uge 48

1. december fylder TV 2 NEWS 10 år som Danmarks eneste rendyrkede nyhedskanal, og 10-årsdagen markeres hele ugen med en række særprogrammer, dokumentar, masser af gæster og en række digitale udgivelser.

I anledning af fødselsdagen giver TV 2 NEWS endnu en gave til seere og brugere. Hvis du ikke kan se TV 2 NEWS i din tv-pakke, streames NEWS nemlig gratis på TV 2 PLAY hele uge 48.

Fødselsdagsugen tyvstartes allerede søndag aften (27. november) på TV 2 i en særudgave af ’Natholdet’, der hylder NEWS. Ifølge Anders Breinholt havde ’Natholdet’ ikke været det samme uden TV 2 NEWS, der 24 timer i døgnet og med mere end 80.000 programtimer gennem årene har været leveringsdygtig i materiale til det satiriske late night show.

Aftenens medværter er bl.a. Jens Gaardbo, Natasja Crone, Janni Pedersen og Lasse Sjørslev. ‘Natholdet’ hylder TV 2 NEWS’ sendes også på TV 2 1. december kl. 23.15 og samme klokkeslæt lørdag 3. december på TV 2 NEWS.

TV 2 News værter 2006
De første værter på NEWS i kanalens daværende studie i Støberigade i København. Fra venstre ses Poul Erik Skammelsen, Natasja Crone, Peter Grønbæk, Mette Vibe Utzon, Ida Wohlert (siddende forrest), Kirsten Palmer, Lotte Mejlhede, Mark Stokholm, Michael Trangbæk og Divya Das. (Foto: TV 2)

 

NEWS ser tilbage på breaking news
I løbet af ugens fem første dage ser TV 2 NEWS tilbage på de største nyhedsemner i kanalens tiårige historie, og eksperter og kommentatorer diskuterer og perspektiverer emner som terror, finanskrisen og det arabiske forår, der har været grundigt behandlet på NEWS gennem årene.

Også de faste TV 2 NEWS-magasiner udkommer i specialudgaver i fødselsdagsugen. Mandag får Søren Lippert besøg i programmet ’Lippert’ af tidligere TV 2-direktør Per Mikael Jensen, der var TV 2-chef, da NEWS gik i luften. De tager en snak om dengang, det hele startede, om det forandrede mediebillede i dag og kampen om de kritiske nyhedsforbrugere.

Tirsdag følger ’Tirsdagsanalysen’ trop med kommentatorerne Michael Kristiansen og Peter Mogensen, der over årene er blevet en vigtig del af TV 2 NEWS’ programflade. De to tidligere spindoktorer har guidet seerne gennem folketingsvalg, EU-valg og folkeafstemninger og har udlagt politikernes motiver og spillet bag Christiansborgs tykke mure. I anledning af fødselsdagen kigger de tilbage på op- og nedture i dansk politik, men trækker også deres egne kommentarer og udlægninger frem i lyset.

10 år breaking news
Journalist Ole Kolster har fulgt TV 2 NEWS i alle årene, og det er der kommet en ny dokumentar ud af, som sendes onsdag 30. november klokken 20.50 på TV 2. I ’Breaking! – 10 år med breaking news’ fortæller en række TV 2-medarbejdere om at arbejde med breaking news og vender tilbage til en række voldsomme historier fra de seneste 10 år. Seerne kan glæde sig til at komme med ind i maskinrummet og se, hvad der sker, når den gule bjælke rammer skærmen.

Dokumentaren følges op med en debat på TV 2 NEWS, hvor politikere og mediefolk drøfter, hvad TV 2 NEWS og ikke mindst begrebet breaking news har betydet for det politiske liv i Danmark.

Nyhedsshow på skærmen 1. december
På selve fødselsdagen, torsdag 1. december, medvirker TV 2-korrespondent Ulla Terkelsen i magasinet ’Lippert’, og senere på aftenen inviterer TV 2 NEWS indenfor til en spændende aften i nyhedsmediets tegn. Fra klokken 20.30 åbner det allerførste TV 2 NEWS-værtspar, Natasja Crone og Kristian Ring-Hansen Holt, for nyhedsshowet ’10 år med NEWS’.

De får studiet fyldt af gæster, der gennem årene har haft deres gang på TV 2 NEWS. Seerne kan bl.a. glæde sig til at se Mogensen og Kristiansen quizze i politiske op- og nedture og høre Peter Tanev fortælle om de vildeste vejrfænomener gennem årene. Man kommer også med bag kameraet, når Lotte Mejlhede, Simi Jan, Rasmus Tantholt og deres rejsefotograf fortæller om de seneste 10 års krigs- og terrordækning.

’10 år med NEWS’ genudsendes på kanalen lørdag 3. december klokken 21.05 og kan også ses på TV 2 PLAY.

Et humoristisk tilbageblik
Andre, der også får et 10 års serviceeftersyn, er ‘Besserwisserne’ fredag 2. december. Oven på fødselsdags-festlighederne ser de kloge hoveder tilbage på, hvad der er sagt og kommenteret i dansk politik siden 2006 og diskuterer selvfølgelig også kommentatorernes kongedisciplin: “Hvornår kommer der valg?”

Hans Engell, Anders Langballe, Søs Marie Serup og Noa Redington kigger sammen med vært Lasse Sjørslev tilbage på et gyldent årti med både fejlanalyser og pletskud.

Også søndagens udgave af ’Presselogen’ får særligt fødselsdagsindhold, ligesom tv2.dk samler en række artikler og højdepunkter fra de første 10 år med TV 2 NEWS.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard