TV 2 kvartalsregnskab – Resultatet er som forventet i et udfordrende år
TV 2 havde i 1. kvartal 2023 en omsætning på 927 mio.kr., hvilket er et mindre fald på 18 mio.kr., svarende til 1,9 procent, i forhold til samme kvartal 2022. Abonnementsomsætningen vokser med 5,1 procent drevet af TV 2 Play, der fortsat vokser i henhold til strategien. Reklameomsætningen falder med 9,7 procent. Faldet sker som ventet i den traditionelle reklameomsætning, mens TV 2 fortsat har vækst i den digitale reklameomsætning.
Omkostningerne udgør 869 mio.kr., hvilket er 20 mio.kr. højere, svarende til 2,4 procent, sammenlignet med 1. kvartal 2022, primært i kraft af strategiske investeringer i indhold samt digital og teknologisk udvikling. Omkostningerne på helårsbasis forventes fortsat at være på niveau med 2022 efter en række år med et bevidst højt investeringsniveau drevet af 2025-strategien.
Resultatet før finansielle poster (EBIT) for 1. kvartal 2023 er 58 mio.kr. mod 96 mio.kr. (EBIT før særlige poster) i 2022. Forventningen til resultatet før finansielle poster (EBIT) for 2023 fastholdes på 300-350 mio.kr.
– 2023 er på mange måder et udfordrende år, og det afspejler vores forventninger om nulvækst i både omsætning og omkostninger også. Den traditionelle omsætning falder som ventet, men markedsdata indikerer, at TV 2 vinder markedsandele. Når vi kigger fremad i 2023, er markedssignalerne blandede, og vi følger naturligvis omsætningsudviklingen meget tæt og tilpasser planerne derefter, siger TV 2s finansdirektør, Carsten Topholt, og fortsætter:
– Omsætningen fra den traditionelle tv-distribution er fortsat udfordret som følge af danskernes ændrede forbrugsvaner. Det vidste vi på forhånd. TV 2s digitale produkter er fortsat i vækst, selvom vi kan mærke, at konkurrencen på streaming er intens, og forbrugerne er blevet mere selektive. TV 2 står grundlæggende stærkt i kraft af vores stærke indhold, som danskerne efterspørger, og vores effektive reklametilbud til annoncørerne. Men det ændrer ikke på, at vi med TV 2 Play hele tiden skal skærpe vores værditilbud og fastholde relevansen hos danskerne, og det er fortsat vores hovedfokus i den kommende tid, siger Carsten Topholt.
TV 2 Play blandt de tre mest sete streamingtjenester
TV 2 Play er blandt de tre mest sete streamingtjenester, og antallet af abonnenter vokser fortsat i forlængelse af TV 2s målrettede investeringer i indhold og digital udvikling.
Den daglige tv-sening for TV 2-familien lander i første kvartal på 71 minutter og falder dermed med 5 procent i forhold til 2022. På trods af et fald på 1,7 procentpoint i forhold til den rekordhøje seerandel i 1. kvartal 2022 fastholder TV 2-familien en høj seerandel blandt alle danskere på 52,0 procent i 1. kvartal 2023, lyder det fra TV 2 i deres pressemeddelelse.
Læs TV 2s kvartalsrapport for 1. kvartal 2023 her