TV 2 FILM omdannes til sportskanal
Sport har altid været en del af TV 2s DNA, og det er derfor helt naturligt, at Hele Danmarks Hjemmebane lægger græs til en ny, dansk sportskanal. Kanalen bliver en del af TV 2-familien i begyndelsen af 2015 og overtager pladsen fra TV 2 FILM, som lukker efter mere end ni år.
– En ny sportskanal er en oplagt styrkelse af vores familie, for TV 2 er – og vil være – en central spiller inden for sportstilbuddene til de danske tv-seere. Samtidig har vi i TV 2 FILM en kanal, som langsomt, men sikkert udkonkurreres af store filmkataloger hos diverse on demand-tjenester, og en konvertering fra film til sport er et udtryk for en naturlig udvikling i sammensætningen i vores kanalportefølje. Vi mener samtidig, at der er en plads i tv-markedet for en sportskanal, der fokuserer meget målrettet på danske rettigheder og på store events – alt sammen i den velkendte TV 2-kvalitet, siger TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup, og tilføjer:
– TV 2s hovedkanal vil naturligvis stadig danne rammen om de helt store, fælles begivenheder. Vores nye sportskanal vil være et ekstra tilbud til de særligt dedikerede og et samlingssted for fans med interesse for en bred vifte af rettigheder. TV 2 får en større bane at spille på, vi kan udnytte vores rettigheder meget bedre, og vi kan med den nye kanal give mere tid og plads til noget af al den sport, som både seerne og vi på TV 2 er så begejstrede for.
Der er allerede truffet aftale om kanalkonverteringen med fire tv-distributører, og Canal Digital, Stofa, Waoo og Boxer vil derfor kunne tilbyde TV 2s nye sportskanal til deres kunder. TV 2 er i forhandling med andre distributører og går nu også i dialog med de selvstændige antenneforeninger. Disse forhandlinger vil fortsætte de kommende måneder. Det skulle ligge klart at kanalen ikke kommer hos YouSee, der ikke ønsker at tage den ind i Fuldpakken og TV 2 skulle have sagt nej til, at den kan leveres hos YouSee som tilkøbskanal og indgår i ”Tv med Bland Selv”.
Høj faglighed og spændende rettigheder
Sportskanalen vil bl.a. lægge sendetid til allerede indkøbte rettigheder som eksempelvis den populære danske ligahåndbold, slutrunder i håndbold og fodbold, OL, dansk ishockey og cykling. Også den amerikanske basketliga NBA nævnes blandt rettighederne på kanalen. Kanalen vil således både dyrke den fast tilbagevendende ligasport og de store events.
– På TV 2 glæder vi os helt enormt til at videreføre den form for sportsjournalistik, vi har opdyrket på hovedkanalen de seneste mange år. Fagligheden er altafgørende på en sportskanal, og seerne vil komme i selskab med velkendte sportsværter, eksperter og medarbejdere, som brænder for deres stofområder og nu får endnu mere plads til at dele deres store passion med seerne og brugerne i det community og fællesskab, vi ønsker at opbygge rundt om kanalen. Ud over en stor mængde live-sport, der er kernen på enhver sportskanal, er det ambitionen at lave originale sportsmagasiner på daglig basis og udnytte den massive nyhedsmuskel, som TV 2 i forvejen har på sportsområdet. Der er flere spændende rettigheder på vej til kanalen, og alle sportsfans vil få en dedikeret dansk sportskanal med en kraftig puls og et stort nærvær, siger TV 2s sportschef Frederik Lauesen.
Planlægningsarbejdet med kanalen fortsætter, og TV 2 forventer at være mere konkret omkring programmer, rettigheder og sportskanalens mange digitale muligheder – bl.a. på TV 2 PLAY – i løbet af efteråret 2014.
- NBA
- Hollandsk fodbold
- Dansk håndbold kvinder/herrer
- Dansk Ishockey
- VM i ishockey
- EM og VM i svømning
- Masser af cykling – både endagsløb og etapeløb