TV 2 etablerer samarbejde med Strive – La Liga og Serie A bold på TV 2 Sport
Europas stærkeste fodboldhold spiller i den spanske La Liga eller den italienske Serie A. I de seneste fem års Champions League-finaler har ni af de ti hold i finalerne været fra Spanien eller Italien, og i perioden har vinderen heddet enten Real Madrid eller FC Barcelona.
Nu får seere og brugere på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY adgang til fodbold fra de to stærke ligaer i Spanien og Italien. TV 2 har indgået aftale med Strive, der har live-rettighederne til begge ligaer, så TV 2 SPORT og TV 2 PLAY hver uge kan sende en topkamp live fra en af de to ligaer.
Herudover giver samarbejdet mulighed for, at de to ligaer kan følges tæt på TV 2s platforme – især tv2.dk og i TV 2s daglige sportsnyheder på tv. Aftalen er gældende fra weekenden 2.-3. februar 2019 og frem til sommeren 2021.
I løbet af få måneder bliver det også muligt for TV 2 PLAY-kunder at tegne abonnement på Strives streamingtjeneste, Strive Sport, med rabat og dermed få adgang til 20 kampe pr. runde fra La Liga og Serie A.
Aftale omfatter ikke El Clasico
Det er dog nok for mange en streg i regningen at aftalen ikke omfatter rettighederne til den største kamp i La Liga turneringen nemlig FC Barcelona og Real Madrid. Her er det fortsat Strive der har de eksklusive rettigheder.
– Vi ser frem til at tilbyde vores streamingtjeneste Strive via TV 2 og TV 2 PLAY – den stærkeste lokale tv-virksomhed og streamingudbyder på det danske marked. Vi kunne ikke ønske os en bedre partner i arbejdet med at gøre verdens bedste fodboldklubber og -spillere mere synlige og tilgængelige for de danske fodboldfans, så de nemt kan nyde den unikke fodboldkvalitet, som La Liga og Serie A byder på hver uge, siger Kristian Hysen, administrerende direktør for IMG Nordic.
TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, siger:
– Dette er en unik aftale for os. Efter fire succesrige år med TV 2 SPORT er det tid til at tage det næste store skridt. Det gør vi nu med fodbold fra den absolut øverste hylde. Det er verdens bedste klubhold og verdens bedste spillere, du nu kan følge på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. Messi, Ronaldo og Modric er kendt af alle danske fodboldfans, og jeg er stolt over, at disse klassespillere og hold som Barcelona, Real Madrid og Juventus kan følges på TV 2 SPORT. Det er stort for os.
Hos TV 2 PLAY og hos salgsdirektør Stig Møller Christensen, TV 2 Betalings-tv, er der begejstring for aftalen med Strive.
– TV 2 SPORT er Danmarks klart største sportskanal, og kanalen har derfor et stort fokus hos de danske tv-distributører og deres tv-kunder. Vi ser frem til at kunne styrke TV 2 SPORT i markedet med verdensklassefodbold hver uge, siger Stig Møller Christensen.
Aftalen med Strive indeholder også mulighed for at tilbyde PLAY-kunder med ’Hele Pakken’ adgang til Strives streamingtjeneste, Strive Sport, med fuld adgang til La Liga og Serie A for en reduceret pris. Dette tilbud vil blive introduceret senere.
– Vi glæder os over mulighederne i det nye kommercielle samarbejde med Strive. Vi er overbeviste om, at vi med samarbejdet vil levere konkrete fordele for PLAYs abonnenter og naturligvis skabe værdi for både TV 2 PLAY og Strive som partner, siger Stig Møller Christensen.
Strive kan fortsat lave egen tv-kanal
Strive har tidligere nævnt at man ville lancere egen tv-kanal og den nye aftale ændrer ikke på at det fortsat er en mulighed. TV 2 dog har eneret på flow tv til de kampe, som selskabet udvælger til at blive vist på TV 2 Sport. Så Strive vil ikke kunne vise samme kamp som TV 2 Sport på en eventuel kommende Strive tv-kanal.