TV 2 Charlie holder igen Krimisommer
TV 2 CHARLIE byder på krimier fra øverste hylde hele sommeren, og seerne kan blandt andet glæde sig til at se ’Mord ved havet’, ’En sag for Frost’ og ’Death in Paradise’.
Sommeren er reddet for de mange krimi-elskere. TV 2 CHARLIE tilsætter nemlig masser af kvalitetskrimier til programfladen hele sommeren og forkæler seerne med krimiserier fra bl.a. Storbritannien, Norge og Frankrig samt en ny dramaserie fra Australien.
TV 2 CHARLIEs krimisommer begynder mandag 22. maj med en flade fyldt med mordmysterier og fortsætter frem til midten af august.
Masser af britiske kvalitetskrimier
Sommerens krimitilbud indledes mandag til fredag i næste uge klokken 19.40 med krimiserien ’Death in Paradise’, hvor vicekriminalkommissær Richard Poole bliver sendt til en lille, caribisk tropeø for at opklare mordet på en højtstående politimand.
Poole er bestemt ikke tilfreds med de paradisiske omgivelser, da han hader kombinationen af sand, sol og vand. Tilværelsen på øen bliver en prøvelse for kommissæren, men meget tyder dog på, at kommissæren ikke skal regne med at komme hjem fra det solbeskinnede paradis lige med det samme.
Næste krimiserie sendes allerede klokken 20.40 og byder på et stærkt britisk krimidrama, ’Mord ved havet’. I krimiserien møder vi Jane Kennedy, der vender tilbage til kystbyen Lighthaven med sin teenagedatter, Beth, da hun får tilbudt jobbet som ligsynsmand. En 17-årig ballademager Steve Kernan bliver fundet død ved foden af et fyrtårn, og kriminalbetjent Davey Higgings er overbevist om, at der er tale om selvmord. Anden sæson af ’Mord ved havet’ sendes til efteråret.
”Mord ved havet” sendes hver aften mandag til fredag klokken 20.40 i uge 21.
Ingen sommer uden Frost
I uge 22 bevæger vi os videre til den britiske by Denton, hvor den jordbundne, men temperamentsfulde detektiv Jack Frost indtager tv klokken 20.40. Med en tvivlsom diæt fra politikantinen og den lokale kinesiske restaurant samt en vedvarende sult efter at opklare sager, begraver den britiske strømer sig i politiarbejde og roder sig – som altid – uklar med sin overordnede undervejs.
Norsk krimi og australsk drama
CHARLIE-seerne kan også glæde sig til den norske krimiserie ’Det tredje øje’, hvor vi følger politimanden Viggo, som forsøger at opklare forbrydelser i Oslos underverden.
Foruden krimisommer byder TV 2 CHARLIE også på en ny romantisk dramaserie, ‘Hjertelægen’, som har premiere søndag 4. juni klokken 20.50. Den ellers succesrige hjertekirurg Dr. Hugh Knight begår en fatal fejl og må rejse tilbage til sin hjemby Whyhope for at arbejde under opsyn til stor fortrydelse for ham selv. Meget har ændret sig i Whyhope, siden Hugh sidst satte sine byen, og fortidens spøgelser dukker pludseligt frem.
I de første uger af krimisommeren byder TV 2 CHARLIE herudover på bl.a. serier som ‘Dr. Foster’ og den franske ‘Næse for mord’, og senere på sommeren følger yderligere krimititler.
Kilde: TV 2