TV 2 ansætter nye redaktører
Fra 1. juni føjer TV 2s programafdeling yderligere to navne til redaktørkorpset, når Caroline Una Henningsen og Mads Elias Højbjerg Ravn, begynder på TV 2 som henholdsvis redaktør for ‘Relationer og livsstil’ og som underholdningsredaktør.
Mads Elias Højbjerg Ravn – ny underholdningsredaktør
Mads Elias Højbjerg Ravn har allerede haft en skabende hånd bag flere af TV 2s store underholdningshits, hvor han har vist en evne til både at kreere den unikke idé og spotte potentialet i udenlandske formater. Han kommer fra en stilling som udviklingschef på BLU, men har tidligere været en af udviklings- og produktionskræfterne bag kendte TV 2-formater som blandt andet ‘Stormester’ og ‘Lego Masters’, der er produceret af Metronome.
TV 2 vil levere rammerne for Danmarks bedste weekend foran skærmene og samle seerne om fælles oplevelser. Få ting kan som underholdning være med til at skabe fællesskab og samtaler på tværs af generationer, og den opgave tager Mads Elias nu på sig.
– Mads Elias har TV 2-værdierne helt inde under huden allerede. Han kender vores indhold rigtigt godt. Han har en formidabel sans for moderne underholdningsindhold, et udviklingstalent ud over det sædvanlige og evner både at forny indefra og spotte de helt nye arenaer, vi kan åbne for. Han kommer til at supplere vores stærke underholdningsteam rigtigt godt, og jeg glæder mig meget til at få ham ombord, siger indholdschef på TV 2, Dorthe Thirstrup.
Caroline Una Henningsen – redaktør for Relationer og livsstil
Caroline Una Henningsen er hentet fra Snowman, hvor hun blandt andet har været producent på ‘Gift ved første blik’. Hun kender produktionsprocessen fra start til slut efter mange år i tv-produktionsbranchen hos blandt andre DR UNG, BLU, Nordisk Film TV og Mastiff. På TV 2 skal Caroline være med til fortsat at udvikle livstilsområdet såvel på hovedkanalen som på TV 2 Fri og TV 2 Echo. Med hendes erfaring i at generere originale idéer og vitalisere formater indefra skal hun være med til at sikre, at livsstilsindhold på TV 2 altid er let at gå ombord i, men svært at glemme.
– Caroline har stor erfaring med produktion, ledelse og strategisk arbejde. Hun mestrer helikopterperspektivet, men ved også, at djævlen ligger i detaljen. Hun er ambitiøs, kreativt fornyende og har en sikker stil. Alt det tager hun med ind i ‘Relationer og livsstils’-gruppen, som netop har til opgave at skabe relevante og vedkommende fortællinger helt tæt på, siger Dorthe Thirstrup.
I programafdelingen bliver Caroline Una Henningsen en del af ‘Relationer og livsstil’ sammen med Anders Fuchs, Henriette Ladegaard-Pedersen og Peter Toldberg Gamborg, mens Mads Elias Højbjerg Ravn tager plads i underholdningsteamet sammen med Dorte Borregaard, Mads Volck, Jes Schrøder og Thomas Richardt Strøbech.
Caroline Una Henningsen og Mads Elias Højbjerg Ravn tiltræder begge 1. juni 2023.