Streamingnyt

Tredje sæson af ’Den som dræber’ slår alle seer-rekorder på Viaplay

Viaplays danske krimidrama ‘Den som dræber – Fanget af mørket‘ kan prale af at være den mest sete serie på premieredagen på Viaplay nogensinde. Faktisk er serien den mest sete på premieredagen blandt mere end de 200 serier, som Viaplay har produceret indtil nu. Serien har for alvor fået fat i danskerne, som med stor interesse følger med, når Louise Bergstein atter er tilbage for at hjælpe politiet med at opklare en række grusomme forbrydelser. Men det er ikke kun danskerne, som er vilde med serien. Også vores nordiske naboer har taget ekstremt godt imod serien. Der er indtil videre udgivet to episoder af krimiserien på Viaplay, hvoraf de resterende seks afsnit udkommer enkeltvist hver søndag.

– Jeg er utrolig glad for at se, at brugerne på Viaplay har taget så godt imod ‘Den som dræber’. Det er en utrolig stærk sæson med et fuldstændig fantastisk cast, som igen leverer et krimidrama ud over det sædvanlige. Det viser, at vi hos Viaplay forstår vores brugere og formår at give dem det indhold, de efterspørger, siger Filippa Wallestam, EVP and Content Officer i Viaplay Group.

Også Natalie Madueño, som spiller hovedrollen i serien – og har gjort det i alle tre sæsoner, glæder sig over den flotte start.

– Jeg er så taknemmelig over den opbakning, som serien får, det betyder enormt meget, at folk stadig har lyst til at følge med i historien. Det gør mig stolt og glad, siger Natalie Madueño.

Som i de to tidligere sæsoner af ‘Den som dræber – Fanget af mørket’ kommer vi igen tæt på nogle uhyggelige forbrydelser. Allerede i første afsnit er der brug for den erfarne profiler Louise Bergstein, som spilles af Natalie Madueño, da et midaldrende par bliver fundet brutalt myrdet foran deres hjem. Herefter går den dramatiske jagt på morderen i gang. Simon Sears spiller den garvede efterforskningsleder Frederik Havgaard, som sammen med Louise skal forsøge at finde sandheden bag en række brutale drab.

I tredje sæson kommer vi også tættere på Louise, som kæmper med traumerne fra hendes seneste drabssag. Vi ser også, hvordan en person fra hendes fortid pludselig kommer og vender op og ned på hendes liv.

‘Den som dræber – Fanget af mørket’ sæson 3 følger op på sæson 1, der havde premiere på Viaplay i foråret 2019 og sæson 2, der havde premiere i foråret 2021.

På rollelisten ses flere etablerede danske navne. Natalie Madueño (‘Bedrag’, ‘The Rain’), Simon Sears (‘Herrens Veje’, ‘Riget’, ‘Shorta’.), Alex Høgh (‘Vikings’, The Viking – Narkokongens fald’), Clara Rosager (‘ The Rain’, ‘2 Døgn’), Jacob Lohmann (‘Norskov’, ‘Bedrag’), Jesper Lohmann (‘Forbrydelsen’, ‘Mercur’, ‘Fredløs’), Thomas Hwan (‘Bedrag’, ‘Kastanjemanden’).

Ina Bruhn (‘Dicte’, Okkuperet’) er hovedforfatter bag ‘Den som dræber – Fanget af mørket’ 3, og Mads Kamp Thulstrup er konceptuerende instruktør (‘Bedrag’, ‘Og det var Danmark’). Serien er produceret af Miso Film med producer Peter Bose, Jonas Allen og Caroline Schlüter. Executive Producer hos Viaplay Group er Dorte Fuglsang.

Tredje sæson af ‘Den som dræber – Fanget af mørket’ havde premiere den 8. januar på Viaplay. Der er 8 afsnit i alt. Serien er produceret til Viaplay Group af det danske produktionsselskab Miso Film.

Kilde: Viaplay presse

cshow

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard