Tre pokalfinaler i fodbold på én uge
Kanal 5 og 6’eren inviterer seerne med til et brag af en pokaluge. På bare syv dage transmitteres direkte fra Cup-finalerne i både Danmark, England og Spanien.
Ekstra Bladet Cup finale
22.maj. på Kanal 5 og Kanal 5 HD
FC Nordsjælland – FC Midtjylland
Direkte fra Parken – Årets pokalfinale bliver et slag mellem FC Nordsjælland og FC Midtjylland, og det er to formstærke hold, som tørner sammen i Parken. FC Midtjylland sendte OB ud efter de to semifinalekampe, mens FC Nordsjælland slog Vejle i begge opgør og spillede sig i finalen i dette års Ekstra Bladet Cup. FC Midtjylland har været i hopla hele foråret, men også FC Nordsjælland har været inde i en god stime op mod pokalfinalen. Se, hvem der bliver dansk pokalvinder 2010 direkte på Kanal 5 og Kanal 5 HD.
FA Cup finale
Lørdag d. 15.maj. kl. fra 15.00 på 6’eren
Chelsea – Portsmouth
Direkte fra Wembley – FA Cup finalen 2010 står mellem Chelsea og Portsmouth. Det er toppen af Premier League mod den absolutte bund. Portsmouth er rykket ned, så deres eneste mulighed for succes i denne sæson er at færdiggøre deres sensationelle stime i FA Cuppen, hvor de bl.a.. har sendt Sunderland, Birmingham og Tottenham ud på deres vej mod finalen. Chelsea er regerende FA Cup mestre, da de sidste år besejrede Everton med Lars Jacobsen på holdet i finalen. Se med, når den store engelske pokalturnering finder sin vinder på det fantastiske Wembley.
Copa Del Rey finale
Onsdag d. 19. maj kl. 21.25 på 6’eren
Atletico Madrid – Sevilla
Direkte fra Camp Nou – Atletico Madrid og Sevilla mødes i Copa Del Rey finalen 2010 efter at have mødtes i La Liga sammenhæng i begyndelsen af måneden, hvor Sevilla vandt 3-1. Atletico Madrid slog Racing Santander ud i semifinalen, og Sevilla spillede sig forbi Getafe, men har også tidligere i turneringen sendt de forsvarende mestre fra Barcelona ud. Sevilla vandt pokalen i 2007, mens Atletico Madrid skal kigge helt tilbage til 1996 for at finde sidste Copa Del Rey-triumf.