Tre danske kultklassikere forlader Netflix – sidste chance 31. januar
Netflix siger snart farvel til tre af de mest elskede danske film fra 00’erne. Blinkende lygter, De grønne slagtere og Adams æbler forsvinder fra streamingtjenesten den 31. januar, hvilket giver seerne sidste chance for at (gen)opleve tre af de mest markante sorte komedier i dansk filmhistorie i denne omgang i hvert fald.
Filmene forbindes ofte med manuskriptforfatter og instruktør Anders Thomas Jensen og deler både tone, humor og et persongalleri, der har været med til at definere dansk film i perioden.
Blinkende lygter (2000)
Blinkende lygter regnes i dag som en moderne dansk klassiker. Filmen følger fire småkriminelle, der går under jorden i en forladt kro – med fatale og absurde konsekvenser.
Filmen har opnået kultstatus for sine mange citater, sin sorte humor og sit stærke ensemble med blandt andre Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Ulrich Thomsen og Søren Pilmark.
De grønne slagtere (2003)
I De grønne slagtere følger man to uheldige slagtere, der ved et tilfælde får uventet succes – på den mest groteske måde.
Filmen blander sort humor, samfundssatire og makaber komik og er kendt for sit særlige univers og sine ekstreme situationer, der samtidig rummer en form for tragikomik.
Adams æbler (2005)
Adams æbler regnes af mange som en af de stærkeste danske film fra perioden. Her mødes sort humor og eksistentielle temaer i historien om den nynazistiske Adam, der idømmes samfundstjeneste i en kirke under ledelse af den evigt optimistiske præst Ivan.
Filmen er både morsom og alvorlig og har fået stor ros for sine karakterer og sin måde at kombinere humor med tunge emner.
Blandt danskernes favoritfilm
Selvom filmene ikke er direkte forbundet, bliver de ofte omtalt som en slags uofficiel trilogi på grund af deres fælles tone, humor og brug af mange af de samme skuespillere.
Ifølge en ny undersøgelse fra YouGov foretaget for Nordisk Film+ topper Blinkende lygter listen over danskernes favoritfilm – med solid margen til nummer to og tre. Samtidig er både De grønne slagtere og Adams æbler også placeret i top-10, hvilket understreger den særlige status, Anders Thomas Jensens filmunivers har hos danskerne.
Dermed siger Netflix ikke bare farvel til tre kultklassikere – men til tre af de mest elskede danske film overhovedet.
Husk du kan følge med i hvilke film med mere der forsvinder fra Netflix i vores Sidste Chance Netflix guide her



