Tom Kristensen en del af TV3 Sports Formel 1 hold i 2017
Historiens mest vindende Le Mans-kører og Danmarks største motorsportsnavn i historien, Tom Kristensen, bliver fra den nye sæson en del af TV3 SPORTs Formel 1-vinderhold.
Når Kevin Magnussen og de 19 andre fuldblodsracerkørere fra og med næste weekend indleder en ny, spændende Formel 1 sæson, bliver det med den danske motorsportslegende, Tom Kristensen, bag mikrofonen som ekspertkommentator på TV3+ og Viaplay Premium Reklame-link.
Tom Kristensen slutter sig således til et team af eksperter, som sammen med ankermand Peter Palshøj og reporter Luna Christofi vil guide seerne gennem de 20 Formel 1 løb i 2017. Tom Kristensen vil med sin ekspertise og enorme erfaring øse af sin viden om sporten, når han i cirka halvdelen af løbene vil være medkommentator fra løbene rundt om på kloden.
– Jeg glæder mig til at være med til at formidle Formel 1-sporten til danskerne sammen med det dygtige F1-hold på TV3 SPORT. Jeg ved, at der er rigtigt mange motorsportsinteresserede danskere, som følger tæt med i Formel 1, og af rigtigt mange grunde er jeg sikker på, at vi går en meget spændende sæson i møde, siger Tom Kristensen, som deler medkommentatorpositionen med en anden tidligere Le Mans-vinder, John Nielsen.
Ved sæsonens første løb er det Tom Kristensen, der er klar ved mikrofonen, og han ser meget frem til sæsonens første løb i Melbourne.
– Som dansker holder vi selvfølgelig altid et ekstra øje på Kevin Magnussen og præstationerne i hans nye Haas-team. Men der er rigtigt mange andre spændende ting i årets sæson. Jeg tror, sæsonen bliver et festfyrværkeri. Ikke mindst på grund af de mange nye, aggressive ændringer af reglementet, hvor bilerne er hurtigere, ser bedre ud og lyder lidt voldsommere. Hvor kørernes fysik og præcision bliver mere udfordret end tidligere. Hvor står Ferrari? Kan Hamilton fortsætte dominansen med Mercedes? Og hvad med kometen Max Verstappen? Jeg glæder mig enormt meget til en spændende sæsonen med hele det stærke team fra TV3 SPORT, og jeg håber at kunne bidrage med nuancer og forhåbentlig lidt inside-viden til de danske Formel 1 fans (i den første sæson med Liberty ved roret, som de har overtaget efter Bernie Eccelstone lange ‘regeringstid’), siger Tom Kristensen.
Ud over jobbet som medkommentator på TV3 SPORT vil Tom Kristensen i 2017 også fortsat være FIA Steward til udvalgte Formel 1 løb. Det er således en ekspert med fingeren placeret helt centralt på hovedpulsåren af Formel 1-verdenen, som sætter sig med i førersædet hos TV3 SPORT.
– Med Tom får vi tilført en helt unik ekspert, som med sin personlige erfaring og sin centrale placering i international motorsport kan tilføre nye dimensioner til vores dækning af Formel 1. Tilgangen af Tom Kristensen gør vores hold nærmest komplet. Peter Palshøj, Nicolas Kiesa, Jens Hansen, John Nielsen og Luna Christofi udgør et drømmehold og de danske Formel 1 fans kan se frem til et brag af en sæson, siger TV3 Sports danske sportschef, Kim Mikkelsen.
Formel 1 sæsonen kan følges på TV3+ og TV3 Sportskanalerne samt på Viaplay Premium Reklame-link. På Viaplay Premium Reklame-link kan man udover alle træninger, kvalifikationer og løb også få adgang til ekstrafeeds.
Se Formel 1 TV og Streaming tider på vores Formel 1 Guide her