The Bear vender tilbage med en femte sæson på Disney+
Det anmelderroste drama The Bear vender tilbage med en femte sæson. Det bekræfter FX blot få dage efter premieren på sæson 4. Sidste afsnit i den nyeste sæson, med titlen “Goodbye”, efterlod mange fans i tvivl om, hvorvidt det var seriens slutpunkt – men nu står det klart, at historien fortsætter i 2026.
Serien bliver i USA vist på Hulu, men i Danmark kan seerne fortsat følge The Bear på Disney+.
“The Bear fortsætter med at være en publikumsfavorit verden over, og reaktionen på denne sæson — målt på det ekstremt høje seertal — har været lige så overvældende som i de foregående sæsoner,” udtaler FX’s formand, John Landgraf. “År efter år leverer Chris Storer, sammen med producenterne, skuespillerne og hele holdet, et af de bedste tv-shows i øjeblikket. Vi glæder os til, at de kan fortsætte denne fantastiske fortælling.”
Serien følger den unge stjernekok Carmen “Carmy” Berzatto, som forlader den eksklusive gourmetverden for at vende hjem til Chicago og overtage familiens restaurant efter et dødsfald. Ude af sit vante element må Carmy håndtere sorgen over sin bror, besværlige medarbejdere i køkkenet og anstrengte familierelationer, alt imens han kæmper for at holde styr på forretningen.
I den aktuelle sæson ser vi Carmy, Sydney, Richie og resten af holdet forsøge at få deres nye restaurant på benene – mens et konstant tikkende ur minder dem om, at tiden (og pengene) er ved at løbe ud.



