Svensk film om Per Gessle’s start som musiker er et hit i Sverige på Prime Video
Fredag den 17. januar havde Prime Video streamingpremiere på den svenske film Sommartider der handler om det hvordan det svenske popband Gyllene Tider opstod og slog igennem. Filmen røg med det samme til tops som favorit hos svenske Prime Video kunder.
Sommartider beskrives som ”den næsten sande historie” og tager os med tilbage til slut 1970’ernes Sverige, hvor fem unge musikere fra Halmstad fandt sammen og skabte popmagi. Centralt i historien står bandets frontfigur og mest kendte medlem, Per Gessle, som senere også opnåede global succes med Roxette.
Sommartider er mere end blot en musikbiografi – det er en hyldest til ungdommens drømme, musikkens kraft og det tidsløse venskab mellem bandmedlemmerne. Med en blanding af humor, drama og nostalgi inviterer filmen publikum ind i en fortælling, der både rører og underholder. Samtidig får vi et kig bag kulisserne på, hvordan et af de største svenske pophits “Flickorna på TV2″ blev til.
Selvom historien er dramatiseret, er der masser af autentiske detaljer og referencer, og man kan også til en pladereception få et kort glimt af den rigtige Per Gessle. Hans møde med Marie Fredriksson er også en del af filmen.
Per Gessles rejse fra Halmstad til verdensscenen
For danske fans af svensk popmusik er Per Gessle et ikon. Han er manden bag utallige hits, ikke blot med Gyllene Tider, men også med Roxette, der er et af de mest succesfulde svenske bands nogensinde. Gessles evne til at skrive iørefaldende melodier og tekster, der taler til hjerterne, har gjort ham til en af Skandinaviens mest elskede sangskrivere.
Filmen giver os en sjælden mulighed for at komme tættere på hans tidlige år som musiker og hans kamp for at bryde igennem i en tid, hvor musikbranchen så helt anderledes ud end i dag. Samtidig er det også en historie om, hvordan drømme og hårdt arbejde kan bære frugt, når man har det rette talent og en ukuelig vilje.