Superliga XL i ny udgave
TV3 Sport har brugt en stor del af sommeren på at skabe et endnu stærkere magasin, der hver mandag i superligasæsonen lukker spillerunderne ned.
”Vi vil med det nye Superliga XL gerne skabe et program, der med analyser, interviews, debat og gæster skaber pladsen og rammerne til at få taget fat om de historier og emner, som berører rigtig mange i Superligaen her og nu,” siger Benjamin Munk Lund, redaktionschef på TV3 Sport.
Det nye Superliga XL får ny vært i skikkelse af Mads Laudrup, og som noget nyt produceres og sendes programmet fra TV3 Sports studier i Jenagade, hvor Laudrup sammen med en af TV3 Sports faste fodboldeksperter bl.a. gennemgår både mandagens superligakamp, får aktuelle gæster i studiet, laver dybdegående analyser og kårer rundens hold. Ekspert på udsendelsen mandag aften er Peter Graulund.
Derudover – og som noget helt nyt – vil et debatpanel på fire mand, der alle har en stærk og frisk fortid som ledere, trænere og spillere i Superligaen hver mandag aften lukke op for XL debatten, hvor en række emner sættes på spidsen og til debat rundt om bordet.
”Jeg glæder mig enormt meget til at træde ind i studiet første gang mandag aften og levere vores nye bud på en afrunding af en superligaspillerunde. Der bliver forhåbentligt god gang i den – ikke mindst, når vi byder den gode klassiske fodbolddebat velkommen tilbage. Vi har øvet os et par gange på formatet med deltagerne, og jeg kan kun sige, at de virker til at være lige så klar og forventningsfulde, som jeg er,” siger Mads Laudrup.
Debatpanelet i premiereudgaven består af Jacob Gaxe Gregersen, tidligere superligaspiller og sportschef i bl.a. Sønderjyske og FC Vestsjælland, Jonas Kamper, tidligere superligaspiller i bl.a. Brøndby, Randers og Viborg, Rakjo Lekic, tidligere superligaspiller i bl.a. Silkeborg og OB og Martin Albrechtsen med en spillerfortid i klubber som FCK og Brøndby.
Superliga XL kommer i forlængelse af mandagskampen på TV3 Sport, der har optakt fra 18.15. På mandag er det det sydjyske lokalopgør mellem Esbjerg og Sønderjyske, der også kommer til at trække tråde ind i Superliga XL, som samlet set kommer til at give de fodboldglade seere en superligaaften på fire og en halv time.