Strive Sport fortsætter med at sælge ud – Nu er det Norges tur
IMG, der sidder på Serie A og La Liga rettigheder og står bag streamingtjenesten Strive Sport, solgte i sidste uge sine svenske rettigheder videre til C More i Sverige. Nu er det så Norge, hvor der sker noget. Således er der netop indgået aftale om at norsk TV 2 kan sende op til 4 kampe fra La Liga og Serie A fra hver spillerunde på sine kanaler. Aftalen løber de kommende to år, og Strive Sport fortsætter i Norge som streamingtjeneste med alle kampe fra de to ligaer, samt deres tv-kanal med op til 10 live kampe hver uge.
I Danmark har TV 2 Sport tidligere lavet en aftale med Strive om at sende én kamp pr. spillerunde fra enten La Liga eller Serie A. Således vil TV 2 måske også være den mest oplagte, såfremt der skal ske noget på det danske marked. Spørgsmålet er så om TV 2 mener, at de har plads til mere fodbold på TV 2 Sport og er villige til at betale for det naturligvis. El Clasico opgør er som bekendt ikke en del af TV 2’s aftale, så om ikke andet, så kunne det da være interessant.
Rent rettighedsmæssigt, så kunne man mene, at Discovery Networks er dem der mest behøver nye fodboldrettigheder efter tabet af Premier League, men det vil så kræve, at de kan leve med TV 2’s eksisterende aftale.