SPORT LIVE viser Dina Thorslunds næste VM-titelkamp
SPORT LIVE sender direkte fra Holstebro d. 25. februar, når Danmarks største boksenavn, Dina Thorslund, skal forsvare sit WBO-verdensmesterskab mod argentinske Debora Lopez.
Det sker ved det store TK Fight Night-stævne, hvor seerne også kan opleve blandt andre den fremstormende Jacob Bank, der er regerende WBO-ungdomsverdensmester i mellemvægt.
Ubesejrede Dina Thorslund blev WBO-verdensmester i bantamvægt i sommeren 2021 og har også tidligere været WBO-verdensmester i super bantamvægt. Hun er således den første danske kvindelige bokser til at vinde verdensmesterskaber i to vægtklasser.
Tidligere har Thorslund også siddet på WBC Interim, WBC Youth og EBU EM-titlerne i super bantamvægt. Som professionel har hun vundet alle sine 18 kampe, heraf syv på knockout.
Sidste år overtog Dina Thorslund det ledige WBO-bælte i bantamvægt efter en sejr over mexicanske Jasseth Noriega. Siden da har hun forsvaret titlen to gange – senest i april, da hun slog Niorkis Carreno fra Venezuela. I februar sætter Thorslund så VM-titlen på spil igen mod den tidligere WBO-verdensmester i fluevægt Debora Anahi Lopez fra Argentina.
Debora Anahi Lopez er en særdeles stærk modstander. I sine 22 professionelle kampe har argentineren kun tabt én enkelt kamp – nemlig tidligere på året, da hun efter mere end to år som verdensmester måtte afgive WBO-titlen til landsmanden Tamara Elisabet Demarco.
Hvis Thorslund besejrer Lopez, kan hun fortsat kalde sig verdensmester – og ubesejret.
Flemming Kjellerup, direktør i F3 Media Group, der står bag SPORT LIVE, siger:
“Dansk sportshistorie kan fremvise en perlerække af stærke boksere gennem tiden, og i 2022 er Dina Thorslund klart det største navn. Efter 18 sejre i 18 kampe fortjener hun stor respekt, og vi er glade for, at SPORT LIVE kan være med til at bringe hende videre mod nye triumfer.”
Tv-direktøren fortsætter: “Boksning kan noget særligt på tv, og stævnet i februar kommer til at løfte vores samarbejde med TK Promotion til et helt nyt niveau. En ting er sikker: med Dina Thorslund på programmet kan både SPORT LIVEs seere og publikum i hallen se frem til en fantastisk bokseaften.”
Stævnet d. 25. februar i Gråkjær Arena i Holstebro sendes direkte på SPORT LIVE med Claus Elgaard og den tidligere danmarksmester i weltervægt Oliver Møllenberg ved mikrofonerne.