Spørg om Corona – TV 2 News laver dagligt spørgeprogram
Den dominerende dagsorden i Danmark og store dele af verden er lige nu Corona-virus og sygdommen Covid-19, og det faktum fører nu til et særligt – og usædvanligt – initiativ på TV 2 NEWS i samarbejde med TV2.DK og TV 2 PLAY.
Hver aften i den kommende tid vil TV 2 NEWS sende programmet ’Spørg om Corona’. Her kan danskerne hos nogle af landets bedste eksperter få svar på deres spørgsmål om den virus, der har ramt store dele af verden, og som efterlader en hel del ubesvarede spørgsmål.
Programmerne ’Spørg om Corona’ sendes hver aften på TV 2 NEWS efter 19 Nyhederne eller – på aftener med magasinprogrammer på NEWS klokken 19.23 – umiddelbart efter dette magasinprogram. ’Spørg om Corona’ kan også ses på TV 2 PLAY.
I premiereprogrammet torsdag 5. marts klokken 19.23 på TV 2 NEWS medvirker overlæge Bolette Søgaard, Sundhedsstyrelsen, praktiserende læge Anders Beich og Nina Abild, professor og epidemiforsker ved Roskilde Universitet.
– Corona-virus og dens konsekvenser fylder nu så meget i danskernes hverdag, at NEWS sammen med skiftende eksperter dagligt vil sætte tid af til at svare på spørgsmål fra seere og brugere. Vi får på TV 2 mange spørgsmål og kommentarer, for den ny Corona-virus griber ind i danskernes liv overalt: Helbred, arbejde, familie, økonomi og ferie og meget mere, siger TV 2 NEWS’ chefredaktør, Ulla Pors Nielsen, og fortsætter:
– Det er en helt indlysende public service-opgave at formidle danskernes spørgsmål og eksperternes svar, og den opgave påtager vi os meget gerne. Foreløbig laver vi et nyt program hver dag, for Corona-historien udvikler sig hele tiden, og det samme gør myndighedernes anvisninger, lægernes viden om sygdommen og dens konsekvenser i øvrigt.
Spørgsmål til ’Spørg om Corona’ kan sendes til [email protected], og desuden indhenter NEWS-redaktionen spørgsmål via live-bloggen på TV2.DK og sociale platforme.
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link