Nyheder

Skat eller skrammel – nyt quizshow på DR1

Skat eller skrammel dr1
Foto: Mastiff TV

Vært Sisse Fisker tager seerne med på skattejagt i DR1s helt nye quizshow, hvor deltagerne skal forsøge at spotte den mest kostbare genstand blandt otte unikke fund. ’Skat eller skrammel’ får premiere tirsdag den 19. maj kl. 20.00 på DR1.

Koster en arkitekttegnet sofa virkelig 250.000 kr.? Eller blot 25.000 kr.? I det helt nye quizshow på DR1 – ’Skat eller Skrammel’ – kommer deltagerne på hårdt arbejde, når de skal forsøge at spotte den mest kostbare genstand blandt otte unikke fund, der har en værdi fra 500 kr. til en halv million.

Deltagerpar skal vurdere otte genstande

I spidsen for ’Skat eller skrammel’ står en af DRs mest alsidige og erfarne værter Sisse Fisker, der sammen med vurderingsekspert Casper Behrendtzen fra Bruun Rasmussens Kunstauktioner får besøg af et deltagerpar, der sammen skal dyste om at gætte værdien af otte unikke fund.

De otte genstande kan være alt fra moderne designstole og udstoppede dyr til musikinstrumenter og glasskulpturer – og det kan være svært at gennemskue, hvor meget de er værd. Derfor får deltagerne lidt hjælp af vurderingsekspert Casper Behrendtzen, der fortæller om genstandene og deres historie – uden dog at røbe det mindste om genstandenes pris…

Hver genstand har en pris fra 500 kr. og helt op til 500.000 kr. Deltagerne eliminerer løbende genstandene således, at de til sidst står tilbage med den genstand, de sammen tror på, er den mest værdifulde. Gætter de rigtigt kommer de hjem med 50.000 kr., men er de uheldige og står med en genstand til 500 kr., så går de hjem med en flad halvtredser!

En Elvis autograf eller en tallerken dekoreret af Picasso?

Er et sølvkrus fra 1700-tallet mere værdifuldt end en bronzeskulptur af Bjørn Wiinblad? Det og meget mere bliver seerne klogere på, når ’Skat eller skrammel’ får premiere på DR1 tirsdag den 19. maj kl. 20.00. Her får Sisse Fisker besøg af vennerne og keramiknørderne Jan og Otto, der kommer på en vanskelig opgave, når de skal finde den mest dyrebare genstand blandt de otte håndplukkede effekter. Jan og Otto bliver klogere på alverdens ting og sager undervejs – lige fra Danmarks første frimærke til moderne amerikansk kunst.  Regner de ud, hvad der er mest kostbart, vinder de 50.000 kr.

Senere i ’Skat eller skrammel’ får Sisse besøg af veninderne Christina og Helle, der til daglig arbejder i SKAT. De to tidligere pantefogeder får deres sag for, når de bl.a. skal vurdere, hvor meget en arkitekttegnet sofa er værd.   Eller hvad med en Elvis-autograf eller en tallerken dekoreret af Pablo Picasso?

Elsker man quizzer, dansk design, antikviteter og kunst, og vil man vide om man måske selv har en skat liggende derhjemme, så skal man fremover tænde for DR1 hver tirsdag klokken 20.00.

  • Skat eller skrammel: Hver tirsdag kl. 20.00 på DR1 – fra tirsdag 19. maj.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard