Signe Vadgaard bliver Onside-vært
Signe Vadgaard bliver ny frontfigur på superligamagasinet Onside, når 3F Superligaen hver uge ruller ud på Viaplay og TV3 Sports kanaler. I tæt samarbejde med Viaplays øvrige Superliga-hold kommer Signe Vadgaard til at bringe dugfriske indsigter i alt, hvad der rører sig i Superligaen – både på- og udenfor banen.
Tidligere har blandt andre Jakob Kjeldberg, Peter Palshøj og Camilla Martin haft værtsrollen i Onside-studiet.
38-årige Signe Vadgaard skifter således Premier League ud med Superligaen, når hun får debut i Onside-studiet sammen med Kenneth Emil Petersen og Glen Riddersholm den 17. oktober på Sydbank Park, hvor Sønderjyske får besøg af FC København.
”Superligaen er dér, de fleste af os starter i vores kærlighedsforhold til fodbold. Nogle af os har været på stadion som helt små piger og drenge og drømt stort; dét der skal være mig en dag. Det er et kæmpe privilegie at overtage Danmarks længst kørende fodboldmagasin, der gang på gang sætter dagsordenen for dækningen af 3F Superligaen. Og JAA, hvor har jeg savnet at være ude på stadion og se fodbold. Jeg glæder mig,” lyder det fra Signe Vadgaard.
I sommer stod Signe Vadgaard i spidsen for Viaplays EURO2020-dækning i tæt samarbejde med Peter Grønborg, og nu gælder det altså Superligaen og programmet Onside, der med sin premiere tilbage i 1999 er Danmarks længstlevende fodboldmagasin.
”Det siger sig selv, at det at være vært for vores superligaflagskib Onside er en kerneopgave i TV3 Sports fodbolddækning. Derfor er jeg også enormt glad for, at vi med Signe Vadgaard får en absolut topvært på posten. Vi kender Signes kvaliteter særdeles godt fra både Premier League- og EM-opgaverne, og hun har i mine øjne hele pakken i forhold til at sikre både den begejstrede og kritiske dækning af Superligaen, som Onside også i årene, der kommer, skal kendes på,” siger redaktionschef på TV3 Sport Benjamin Munk Lund.
Signe Vadgaard flankeres i dækningen af Superligaen af Viaplays faste Superliga-eksperter Glen Riddersholm, Stig Tøfting, Per Frimann, Kenneth Emil Petersen, Jesper Thygesen, Ken Ilsø, Poul Hansen og Allan Kuhn, når Onside bringer kampanalyser, interviews og reportager fra alle Superligaens kampe og aktører.
Signe Vadgaard har været tilknyttet TV3 Sport siden maj 2019.