Branche-Nyt

Series Awards 2024

- 31. oktober

Den fjerde udgave af SERIES AWARDS løber af stablen den 31. oktober 2024, hvor en professionel jury uddeler priser til de bedste danske og nordiske serieproduktioner. I år træder fire nye repræsentanter fra serieindustrien ind i juryen, som kulturjournalist Ann Lind Andersen er forperson for. Til at guide publikum igennem det stort anlagte prisshow går den aarhusianske komiker Mahamad Habane på scenen som årets vært.

Fra den 30. oktober til den 3. november er der lagt op til fem dage i Aarhus for alle, der elsker serier og streaming, når seriefestivalen AARHUS SERIES bliver afholdt.

Festivalen danner rammen om fælles oplevelser, hvor de allerbedste serier og streamingsucceser bliver præsenteret for publikum i storformat – blandt andet gennem serievisninger, premierer og fan-sessions.

Den mest festlige aften under festivalen bliver uden tvivl den 31. oktober, hvor prisuddelingen SERIES AWARDS bliver afholdt for fjerde gang i Filmby Aarhus.

Til awardshowet bliver de bedste danske og nordiske serieproduktioner hyldet med priser inden for 11 forskellige kategorier. Alle vinderne udvælges af en stærk og kompetent jury – bortset fra publikumsprisen Aarhus Seriepris, der afgøres ved en offentlig afstemning.

Nytænkende og kompetent jury
I år træder fire nye medlemmer ind i juryen til SERIES AWARDS, som består af i alt fem repræsentanter fra film- og seriebranchen. Fælles for alle medlemmerne er, at de ønsker at bidrage med nytænkende perspektiver på de kommende nominerede produktioner.

Blandt de nye jurymedlemmer er skuespiller og manuskriptforfatter Diêm Camille, der blandt andet er kendt for den aktuelle Amazon Prime actionserie ALEX RIDER, DR Ung-serien BAD BITCH og TV2 krimiserien SOMMERDAHL, samt manuskriptforfatter Jesper Fink, der alene i 2024 har været en del af holdet bag spillefilmene BIRTHDAY GIRL og VEJEN HJEM.

Juryen rummer også Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen, der tidligere har udpeget nominerede til talentprisen for SERIES AWARDS, caster Gro Therp, hvis enorme bagkatalog af produktioner tæller HUSET, SHORTA og VOGTER, og forperson og kulturjournalist Ann Lind Andersen, der har været med i juryen siden det allerførste år.

Festivaldirektør Felicia Jackson er dybt begejstret for dette års jury og udtaler:
“Jeg er sikker på, at SERIES AWARDS 2024 bliver helt eminent med de bidrag, som vores skarpe, kompetente og ikke mindst nytænkende jury kommer med. Jeg er meget stolt af det arbejde, de lægger for dagen og glæder mig til den kommende indstillings- og nomineringsproces. Mere end nogensinde før er der behov for at hylde danske og nordiske serieproduktioner for at bakke op og værne om den dygtige branche, vi har – og det glæder vi os til at gøre til showet den 31. oktober.”

Topskarp og hjertevarm komiker i værtsrollen
Den aarhusianske komiker Mahamad Habane indtager i år værtsrollen. Han har haft en imponerende karriere med den ene succes efter den anden, siden han debuterede tilbage i 2015. Året efter sin debut vandt han blandt andet konkurrencen De Nyeste Nye og det følgende år nåede han til semifinalen i DM i Stand-up.

I 2022 optrådte han for fyldte sale over hele landet med sit one-man-show Ham der komikeren, ligesom man har kunnet opleve Mahamad Habane i tv-programmerne Stormester, Sæt pris på Danmark og LOL: Den der ler sidst. Desuden har han optrådt ved Kronprinsparrets Priser og Comedy Aid.

Til efteråret er han aktuel med live comedy-showet Bros – Så blev der mørkt sammen med Melvin Kakooza, Joel Hyrland og Hadi Ka-Koush, hvor de to sidstnævnte er bedre kendt som Adam & Noah.

Kilde: Pressemeddelelse

I samme kategori

Back to top button