Sennheiser CES 2019 nyt
Nu bliver det muligt at ”røre” lyd med nyt headset. Med Sennheisers AMBEO AR One og Magic Leap One kan man udforske og designe unikke augmented lyd-oplevelser. Teknologien præsenteres på dette års CES sammen med en række andre produkter fra Sennheiser.
På dette års CES kan deltagere udleve en helt særlig augmented reality-oplevelse ved Sennheisers stand. Iført en kombination af de nye Sennheiser AMBEO AR One – et headset udviklet til spatial computing-designere og -udviklere – og et Magic Leap One headset føres gæsterne ind i et fremtidens lydunivers, hvor virkelighedens lyde og billeder smelter sammen med et virtuelt univers.
“CES har udviklet sig til at være mere end et udstillingsvindue for nuværende produkter – CES giver i dag et direkte blik ind i fremtiden. Der eksisterer et stort ønske om at se og opleve morgendagens verdener og med vores produkter, navnligt AMBEO AR One-oplevelsen ved Sennheiser-standen, kan vi bogstaveligt talt lade besøgende træde ind i fremtiden for lyd,” siger Pete Ogley, Chief Operating Officer for Sennheisers forbrugerafdeling.
Fang, grib og loop dine egne lyde
AMBEO AR One leverer den fordybende lyd, som er afgørende for at skabe en overbevisende augmented reality-oplevelse og med programmet AMBEO Augmented Audio Lab, gør Sennheiser det muligt at udforske og designe personlige AR-oplevelser iført Magic One Leaps headset.
Lydene visualiseres som kugler med farverig pulserende energi, som kan fanges, gribes, positioneres, loopes og interageres med. Denne nye platform giver således app-udviklere mulighed for at designe helt nye fordybende augmented reality-oplevelser og soundscape-produktioner.
Den længeventede Sennheiser AMBEO Soundbar
På CES kan gæster også opleve en demonstration af AMBEO 3D-lydprogrammet, som præsenterer den længeventede Sennheiser AMBEO Soundbar, der blev introduceret som prototype i 2018 på netop CES samt prøve de nye MOMENTUM True Wireless-hovedtelefoner. Sennheiser AMBEO Soundbar forventes at blive tilgængelig i Danmark til maj, mens MOMENTUM True Wireless-hovedtelefonerne allerede er i butikkerne.