Sci-fi miniserie på HBO Nordic
Fra den 16. december og tre dage i træk byder HBO Nordic eksklusivt på intens sci-fi med premieren på mini-serien Ascension. De tre afsnit vises i samme 90-minutters versioner, som det er tilfældet hos den amerikanske broadcaster SyFy.
Ascension er et ambitiøst drama omkring en hemmelig amerikansk rumfartsmission i 1960’erne, der sendte hundredevis af mænd, kvinder og børn på en århundrede lang rejse med rumfartøjet Ascension for at befolke en ny verden. Halvvejs inde i rejsen, da der ikke er nogen vej tilbage, findes en ung kvinde myrdet, og befolkningen på rumfartøjet begynder at sætte spørgsmålstegn ved missionens egentlige formål.
Holdet bag serien
Ascension er skabt og skrevet af Philip Levens (Smallville), som også fungerer som Executive producer og Showrunner.
Tricia Helfer (Battlestar Galactica) spiller Viondra Denniger – en smuk, men også manipulerende og farlig magtudøver ombord på Ascension. Brian Van Holt (Cougar Town og The Bridge) er William Denninger, kaptajn på fartøjet og Viondras mand. William er den fødte leder, som hurtigt steg i graderne efter en heltemodig indsats under en brand ombord på rumskibet i rejsens første fase. Han er rolig og professionel i sit daglige arbejde, mens hans ægteskab med Viondra er alt andet end stabilt. Andrea Roth (Rescue Me) spiller Juliet Bryce, Ascensions overlæge. Juliet har et yderst anstrengt forhold til datteren, Nora (spillet af Jacqueline Byers). Nora er en ung kvinde, der lever under et ekstremt pres, da det forventes, at hun mod sin lyst følger familiens tradition for at uddanne sig som læge.
Læs mere om Ascension her
Ascension har premiere på HBO Nordic den 16. december