TV-Nyt

Sanne Salomonsen med i årets X-Factor dommertrio

X-factor dommere 2017Det danske musikikon Sanne Salomonsen er ny dommer i X Factor, når talentprogrammet til nytår vender tilbage med sin 11. sæson. Det har DR nu bekræftet efter ugebladet Tæt På bragte nyheden for nogle dage siden.

– Det er et scoop. Intet mindre. Jeg glæder mig som et lille barn til at opleve Sannes enorme ekspertise og medmenneskelige varme i X Factor-sammenhæng. Det bliver med garanti både indsigtsfuldt, underholdende og rørende – alt det, som X Factor er, når det er allerbedst, siger DR’s underholdningschef, Jan Lagermand Lundme.

Ud over Sanne Salomonsen kommer også veteranerne Remee og Thomas Blachman til at sidde ved dommerbordet i X Factors 11. sæson, hvor Sofie Linde allerede er blevet afsløret som vært.

Begejstringen for valget af Salomonsen som dommer er stor i resten af ‘X Factor’-lejren.

”Hun er jo en legende, og jeg forventer at hun har 100 procent styr på, hvordan deltagerne kan hjælpes med at komme ud over scenekanten,” udtaler Remee til DR.

Thomas Blachman italesætter også sin begejstring:

”Sanne Salomonsen er den mest veltalende, velargumenterede, velmenende og kærlighedsfulde kvinde, jeg nogensinde har siddet ved siden af. Hun formidler en erfaring, der sprudler af liv og dybe betragtninger,” forklarer han og fortsætter:

”Jeg har længtes efter denne energi, som åbenlyst sætter ild under vandet, indtil det koger af vellyst – for så i denne temperatur at lade formidlingens kunst vise sin gejst. Sikke en gave. Jeg glæder mig, og mit arbejde vil kun blive lettere, morsommere og mere givende for mig selv.”

Når Sanne Salomonsen indtager X Factor, er det faktisk ikke første gang, hun medvirker i talentprogrammet.

I X Factors anden sæson i 2009 var der nemlig Sanne-tema i et liveshow, hvor de fire semifinalister alle blev coachet af Sanne Salomonsen selv, da de hver især skulle optræde med et af hendes hits.

X Factor får premiere til nytår.

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard