Sådan har seerandelene mellem tv-kanal selskaberne udviklet sig siden 2017
2020 bød på mange forandringer ikke kun på grund af Corona, men også ændringer på det danske tv-kanal marked.
DR lukkede tre flow-kanaler, og samtidig røg Discovery Networks kanalerne ud hos YouSee. TV 2 er blevet styrket og er den klart største spiller på markedet for traditionelt tv. Knap halvdelen af det traditionelle tv-forbrug foregår i 2020 i selskab med TV 2-kanalerne, der bl.a. har succes med Badehotellet, Lykkehjulet og TV 2 News. Det er en markant fremgang ift. 2019.
Seerandele 2017 – 2020
Sådan har lukning af DR kanaler påvirket seerne
Lukningen af DR3, DR Ultra og DR K på traditionelt tv har desuden styrket de resterende DR-kanaler, idet der tidligere har været en grad af kannibalisering mellem dem. Med andre ord har nogle af de historie- og kulturinteresserede DR K-seere søgt mod bl.a. Kunstnerkolonien i Skagen, Den klassiske musikquiz og Fru Stæhr og mysteriet om babyliget på loftet på DR2.
Andre DR-seere har omvendt søgt nye græsgange, bl.a. mod TV 2 Charlie, der har succes med Sygeplejeskolen og Lykkehjulet, og som nyder godt af øget husstandsudbredelse efter at være blevet flyttet til grundpakken hos YouSee.
Også TV 2 News blev ifm. corona flyttet til grundpakken, mens DR2 ligeledes har fået et løft blandt YouSee-husstande på ca. 45 % efter at være blevet flyttet fra plads nr. 19 til nr. 5 på fjernbetjeningen. På DR2 har der bl.a. været høje seertal til flere af de historieprogrammer, der tidligere blev sendt på DR K.