TV-Sport Nyt

Kvindernes Fodbold VM 2023 på TV og Streaming

- fra den 20. juli til den 20. august

Når Viaplay fra den 20. juli til den 20. august blænder op for kvindernes VM-slutrunde i Australien og New Zealand, bliver det med Katrine S. Pedersen og Julie Tavlo som ny ekspertduo. I studiedækningen af turneringen skal de to profiler flankere Signe Vadgaard, der indtager værtsrollen for slutrunden. Til Danmarks kampe udvides studiet med Francis Dickoh.

Alle 64 kampe fra FIFA VM 2023 sendes på Viaplay Premium Reklame-link med dansk kommentering, mens kampene også kan ses på hhv. TV3, TV3+, TV3 Sport og TV3 Max. Det danske kvindelandshold, der senest var til en VM-slutrunde for 16 år siden, tager hul på turneringen mod Kina den 22. juli kl. 13.30 dansk tid på Viaplay og TV3.

VM åbnes på Viaplay den 20. juli kl. 08.00 med New Zealand mod Norge efterfulgt af Australien mod Irland. Hele åbningsdagen sendes på Viaplay og TV3+.

Som medkommentatorer på VM-kampene fra Australien og New Zealand vil Viaplay-seerne møde Anja Heiner-Møller, der er tidligere landsholdsspiller og u/19-landstræner for Danmark, Martin Møller Kristensen, der har årelang trænererfaring inden for kvindefodbold på topniveau samt Djurgården-spilleren Kamilla Karlsen.

Per Frimann, der kommenterede herrernes VM-finale senest, da Lionel Messi og Argentina løftede trofæet, rejser sammen med Daniel Ortved til Australien til sommer for at kommentere kvindelandsholdets kampe under slutrunden. Viaplays faste ekspert på Gjensidige Kvindeligaen og Women’s Super League, Theresa Eslund, er Viaplays ekspert Down Under, hvor hun dagligt besøger den danske VM-lejr for dugfriskt indhold. Med sine 133 landskampe, 314 kampe for Brøndbys førstehold og titlen som årets spiller i klubben i både 2010 og 2014, samt titlen som Danmarks bedste spiller i 2012 tilfører Theresa dækningen indgående taktiske og spillerrelevante indsigter.

Mere om ekspertduoen

Katrine S. Pedersen har en beundringsværdig fodboldkarriere bag sig med blandt andet rekorden for flest spillede landskampe herhjemme, herrer som kvinder. Hele 210 landskampe for Danmark og otte slutrunder, heraf tre VM-slutrunder, blev det til for den tidligere landsholdsanfører, inden hun efter EM-bronze i 2013 stoppede sin aktive karriere på landsholdet. Katrine nåede at spille professionelt i England, Norge, Sverige og Australien. Efter sin aktive karriere blev den tidligere anfører assisterende landstræner på kvindelandsholdet, hvor hun var med til at sikre EM-sølv i Holland i 2017. Efter fem år som assisterende landstræner fortsatte hun sin trænerkarriere som cheftræner for AGF’s Gjensidige Kvindeliga-hold frem til 2023. I 2011 og 2013 modtog Katrine S. Pedersen titlen som årets kvindelige fodboldspiller, og i 2022 blev hun optaget i Fodboldens Hall of Fame.

“VM er en kæmpestor og helt fantastisk begivenhed, som alle spillere drømmer om at deltage i. Igennem rigtig mange år har jeg oplevet Danmarks deltagelse ved slutrunder indefra, enten som spiller eller som træner, hvor fokus udelukkende er på egen præstation, og hvad der skal til for at avancere i turneringen. På den måde bliver det for mig en forholdsvis ny måde at deltage i en slutrunde på. Jeg glæder mig selvfølgelig til at følge det danske landshold, men jeg glæder mig også til at fordybe mig i slutrunden som helhed, de andre nationer og spillere, og ikke mindst glæder jeg mig til at være med til at formidle og stille skarpt på sommerens verdensklasse fodbold på Viaplay”. Katrine S. Pedersen, træner og tidligere anfører på landsholdet.

Julie Tavlo, der stadig er aktiv for Brøndby IF’s førstehold, bringer stort kendskab til kvindelandsholdet og trænerstaben ind i Viaplays dækning af FIFA VM 2023 til sommer. Frem til 2019 var Tavlo en del af landsholdet, hvor hun kan skrive 17 A-landskampe på sit CV. Med Brøndby er det blevet til hele tre mesterskaber og fire sejre i DBU’s Pokalturnering i karrieren. Efter en sæson i Logroño i den bedste, spanske liga i 2020/2021-sæsonen returnerede Tavlo igen til Brøndby, hvor hun blev kåret årets spiller i 2021/2022-sæsonen.

”Vi ser enormt meget frem til med dette stærke hold af værter, eksperter og kommentatorer at byde danskerne indenfor hos Viaplay til en stor fodboldsommer. Vi har haft en ambition om at sætte et hold, der med indsigt, erfaring og mod vil sikre en underholdende, vidende og kritisk dækning af VM 2023 – både af det danske hold, som selvfølgelig vil få en massiv dækning, men også af de mange andre store historier og kampe fra Australien og New Zealand,” siger sportschef hos Viaplay i Danmark, Benjamin Munk Lund.

Kilde: Viaplay Group presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard