Sådan dækker TV 2 News Venstres ekstraordinære landsmøde
En ualmindeligt turbulent periode i Venstre og i dansk politik finder sin afslutning – helt eller delvis – når partiet Venstre lørdag 21. september vælger ny formand og næstformand ved et ekstraordinært landsmøde i Herning. Et landsmøde, som reelt kun har disse punkter på dagsordenen, og som ikke får deltagelse af den afgåede formand, Lars Løkke Rasmussen.
TV 2 NEWS er med fra morgenens start på det ekstraordinære landsmøde, indtil afgørelsen af de to valg forventes afgjort ved 13-tiden. TV 2 NEWS sender således også, når formandskandidaten Jakob Ellemann-Jensen og de to næstformandskandidater Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby taler til de delegerede på landsmødet.
Fremskudt studie i Herning
TV 2 etablerer et fremskudt studie i Herning med Troels Mylenberg som vært, og han og TV 2s udsendte reportere får mange interviewgæster i løbet af dagen, herunder kandidaterne selv, en række andre politikere samt kommentatorer og analytikere.
– Krisen i Venstre har været dækket intensivt på TV 2s kanaler siden begyndelsen af august, og vores seere og brugere har fulgt med i stort antal. Senest så omkring trekvart million danskere med på TV 2 og TV 2 NEWS, da Lars Løkke Rasmussen søndag aften gav sit første live-interview efter at have trukket sig som partiets formand. Den tætte dækning fortsætter lørdag, hvor det også vil blive debatteret – både hos Venstre selv og blandt alle politisk interesserede – om roen i partiet vil blive genoprettet, når valget af formand og næstformand er afgjort, siger politisk udviklingschef, Ulla Østergaard, TV 2 NEWS.
TV 2 NEWS’ udsendelser fra Venstres ekstraordinære landsmøde i Herning begynder lørdag klokken 9.10.
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link