TV-Nyt

Sådan dækker DR valget i USA

Gennem de seneste måneder har DR dækket valgkampen i USA mellem Harris og Trump, og danskerne har fulgt interesseret med. Når amerikanerne skal stemme den 5. november, går DR’s valgdækning endnu et gear op med en tæt dækning over 24 timer på alle platforme.

– Vores ambition med hele dækningen er at være oprigtigt nysgerrige på det valg amerikanerne træffer, og gå faktuelt og kritisk til kandidaterne og deres kampagner. Resultatet næste uge er enormt betydningsfuldt – først og fremmest for USA – men også for den omkringliggende verden og for os i Danmark, siger Kirsten Marie Svendsen, der er ledende indholdsredaktør i DR Nyheder.

Værtsparrene Stéphanie Surrugue og Lillian Gjerulff Kretz samt Kim Bildsøe og Ulla Essendrop, suppleret stærkt af Maja Rosager, er de gennemgående værter, når danskerne kan følge det amerikanske valg minut for minut på DR1 og DRTV.

Valget kan også følges på dr.dk. Her vil der løbende komme resultater ind, og der vil bl.a. også være en liveblog, hvor først Steffen Gram – der denne gang dækker sit 10. amerikanske valg – og senere Sandra Brovall, tidligere USA-korrespondent, sidder klar til at svare på spørgsmål fra DR’s brugere.

Afgørende døgn
– Det bliver nogle ekstremt interessante og afgørende døgn – for USA og for resten af verden. Vi vil give danskerne de bedste muligheder for at følge med og få analyse, indsigt og resultater. Vi har inviteret interessante og dygtige gæster og eksperter, vi er til stede i de afgørende stater med indsigtsfulde korrespondenter og journalister. Og herhjemme har vi veloplagte og vidende værter med stor indsigt i amerikansk politik, som kan guide os gennem valget og hjælpe os med at forstå, hvad det betyder, siger Kirsten Marie Svendsen.

DR har sendt et stærkt hold af korrespondenter og journalister til USA. Fordelt ud over hele landet vil de bidrage på DR’s forskellige platforme. Philip Khokhar kommer til at følge Kamala Harris tæt, mens Jakob Krogh er hos Donald Trump i Florida. Lasse Engelbrecht er i Arizona, Anne Alling er i Georgia, Steffen Kretz er i Washington D.C., mens Tinne Hjersing er på plads i den vigtige svingstat Michigan.

– Erfaringen fra sidste valg har vist, at det er svært at forudsige, hvornår vi har et endeligt resultat. Danskerne skal have mulighed for at være med, indtil vi ved, hvordan fremtiden ser ud, så derfor prioriterer vi at følge begivenhederne tæt, indtil det står klart, hvem der skal være amerikanernes næste præsident, siger Kirsten Marie Svendsen, der er ledende indholdsredaktør i DR Nyheder.

Højdepunkter i DR’s valgdøgn

Det hele starter klokken 16.00 tirsdag på DR1, hvor TVA Live starter DR’s dækning af valgdøgnet, der herfra stort set kører nonstop hos DR til onsdag aften, hvor en udvidet TV Avis runder valgdækningen af.

Valgaften

Tirsdag aften klokken 21.15 byder Stéphanie Surrugue og Lillian Gjerulff Kretz velkommen til en valgaften på DR fyldt med analyser, spændende gæster og omstillinger til DR’s journalister tæt på valget i USA.

Valgnatten

Når klokken slår midnat, er det Maja Rosager, der tager over og guider seerne gennem valgnatten på DR1 og DRTV, hvor de første spæde resultater begynder at komme ind. Du kan også følge valget på P1 natten igennem.

Valgmorgen

Om morgenen den 6. november forventes det, at resultaterne fra nogle af de vigtigste delstater er klar. Derfor står Kim Bildsøe og Ulla Essendrop tidligt op, så de allerede fra klokken 5.00 i ‘Valgmorgen’ på DR1 og DRTV kan samle op på nattens begivenheder og give danskerne et indblik i de afgørende resultater, når de ruller ind fra de amerikanske delstater.

P3 og P4 følger selvfølgelig også valget morgenen igennem, og blandt andet sender ‘P1 Morgen’ udvidet valgdækning fra klokken 6.00 til 11.00.

Stjerner og Striber og Trump vs. Harris

Før, under og efter valgdagen, bliver der også skruet op for DR’s faste magasin Trump vs. Harris på DR1 og DRTV, og den populære udenrigspolitiske podcast ‘Stjerner og Striber’. ‘Trump vs. Harris’ sendes for eksempel alle dage fra den 4. til den 7. november, ligesom der vil udkomme en ekstra episode af ‘Stjerner og Striber’ den 6. november, hvor valgdagen og resultaterne tages under den sædvanlige kærlige behandling.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard