Sådan dækker DR kommunalvalget 21
DR forankrer valgdækningen i DR’s ni distrikter og styrker de lokale redaktioner med op mod 50 journalister fra DR Byen og DR Aarhus frem til valgdagen tirsdag den 16. november.
Konkret betyder det, at helt lokale sager, der kan afgøre, hvor vælgerne i for eksempel Hanstholm eller Guldborgsund sætter deres kryds, kan blive dækket af TV-Avisen helt på linje med andre vigtige internationale eller landspolitiske historier.
De fleste af DR’s kanaler har indhold om kommunal- og regionsrådsvalget enten i form af nye initiativer, eller hvor dækningen indgår i eksisterende programmer og formater.
Det er dog P4 og DR1, der er de faste omdrejningspunkter for DR’s valgdækning: P4 med den helt tætte lokale dækning fra de ni distrikter, og DR1 med TV-Avisen og en række nye programmer med afsæt i valget.
Søndag den 14. november – to dage før valget – er det også P4 og DR1, der står for henholdsvis ’Demokratiets Dag’ og ’Demokratiets Aften’, som især henvender sig til alle de vælgere, som endnu ikke har besluttet sig for, hvor de skal sætte deres kryds.
Og på selve valgdagen den 16. november og dagen efter samarbejder P4 og DR1 fra syv valgcentre rundt omkring i landet og et valgstudie i DR Byen om resultater, analyser og kommentarer fra de 98 kommuner og fem regioner.
DR programmer i forbindelse med Kommunalvalget
De lokale og nære temaer er også afsættet for nogle af de andre DR-tilbud i ugerne op til kommunalvalget.
I programmet ’Gaden hvor det offentlige forsvandt’ er beboerne på Byvænget i Grundfør i Favrskov Kommune med i et eksperiment, hvor de i tre uger selv skal blive enige om, hvordan de skal få de skattepenge, der ellers forvaltes af kommunen, til at slå til.
Hvad vil beboere egentlig helst, når det pludselig er dem, der skal prioritere, og når de beslutninger, de træffer, har betydning for både dem selv og deres naboer? Dilemmaerne og de svære valg står i kø og fællesskabet slår sprækker, når de skal blive enige om dyre poster som for eksempel hjemmehjælp og børnepasning.
’Gaden hvor det offentlige forsvandt’ er i to afsnit som begge kan ses på DRTV fra mandag den 8. november klokken 6.00. Programmerne sendes også på DR1 mandag den 8. november og mandag den 15. november, begge dage klokken 20.00.
Frisk og Pind opsøger de stridende parter
Vi har alle holdninger til, hvad der er det bedste for vores by og vores liv, men vi er ikke altid enige om, hvad det bedste er.
DR-journalist Mette Frisk og forhenværende kommunalpolitiker for Venstre Søren Pind er makkerpar i fire programmer, hvor de også tager et lokalt udgangspunkt og blandt andet ser på uenighederne i Guldborgsund Kommune omkring opførelsen af 10 kæmpesommerhuse i Marielyst på Falster.
De stridende parter er tilsyneladende helt uforsonlige, da Mette Frisk og Søren Pind opsøger dem for at finde ud af, om det på en eller anden måde alligevel er muligt at bringe dem sammen.
Frisk og Pind ser også på kæmpevindmøller og plejehjem.
Det første af de fire programmer havde premiere på DRTV og DR1 torsdag den 21. oktober og kan de kommende torsdage følges fra klokken 6.00 på DRTV og på DR1 klokken 21.00. Derudover følger P4 den aktuelle udvikling i de sager, der tages op af Mette Frisk og Søren Pind.
Kommunekontoret er et af de programmer i relation til kommunalvalget, der allerede har haft premiere. Her tager Anders Stegger seerne en tur rundt på det kommunalpolitiske danmarkskort og på sin helt egen måde udfolder de mest interessante kommunalpolitiske historier.
De første episoder af ’Kommunekontoret’ kan ses på DRTV og nye kommer til hver torsdag klokken 18.00 på DRTV og klokken 23.00 på DR2.
Kommunalpolitik for unge
Emner som ældrepleje og skoler fylder ofte meget i en kommunal valgkamp, men ligger som regel fjernt fra, hvad mange unge i 20’erne går op i. Derfor arbejder ’Go’ Morgen P3’ på at finde kommunale historier, der er tæt på og relevante for den yngre målgruppe i ugerne op til kommunalvalget. Eftermiddagsprogrammet på P3 ’Påstand mod påstand’ tager også afsæt i kommunalvalget og sætter sig som altid for at undersøge, hvilke påstande der passer, og hvilke der er varm luft – uanset hvem de kommer fra.
I ’Adnan & borgmestermoralen’ hylder Adnan Al-Adhamis med sit vanlige glimt i øjet en række danske borgmestres moral. Han besøger fem forskellige kommuner, hvor borgmestrene i særlig grad har gjort sig fortjent til at blive hædret.
I mødet med borgmestre og borgere giver Adnan sit satiriske bud på, hvad der gør lige netop disse fem kommuner til noget særligt.
Alle seriens fem episoder ligger klar til streaming på DRTV fra tirsdag den 26. oktober klokken 6.00.
Kandidattest på dr.dk og DR’s nyhedsapp
DR’ kandidattest har ved tidligere valg vist sig at være et af de mest brugte tilbud på dr.dk og DR’s nyhedsapp.
Ved dette valg er kommunal- og regionsrådsvalget slået sammen i én kandidattest, som er udviklet af DR sammen med det politiske medie Altinget. Ved at tage testen får man et bud på, hvem man er mest enig med i en lang række udvalgte politiske spørgsmål, der både er generelle og helt lokale for ens egen kommune. Den er altså ikke en facitliste, hvor man kan på ind og se, hvor man skal sætte sit kryds.
Kandidattesten er klar på dr.dk fra onsdag den 27. oktober.
Dr.dk og nyhedsappen er også vigtige indgange til at få en overblik over resultatet af valget. Derudover er der opbygget et helt område på dr.dk/kommunalvalg, som samler historier om valget i hele Danmark.
Også DR’s streamingtilbud DRTV har samlet udsendelser i relation til kommunalvalget, så de er nemme et finde.