Så blev det Max’ tur – på vej med indsats mod kontodeling
Efter at Netflix ser ud til at have haft succes med sin indsats, tyder alt nu på, at alle streamingtjenester kigger på, hvordan de kan få flere betalende kunder ved at begrænse muligheden for at dele en konto med personer uden for husstanden.
Nyeste udmelding på den front kommer fra streamingplatformen Max, der i løbet af de kommende måneder begynder at tage skridt mod at reducere kontodeling uden for husstanden blandt brugerne. Det sker dog med en gradvis og blid tilgang, hvor man først i 2025 og 2026 introducerer mere håndfaste tiltag. Det fortalte Warner Bros. Discoverys finansdirektør, Gunnar Wiedenfels, ved præsentationen af regnskabet for tredje kvartal.
Meget tyder på, at man, ligesom Netflix og Disney+, vil tilbyde en tilkøbsmulighed for ekstra medlemmer uden for husstanden.
Wiedenfels udelukkede heller ikke, at der kan komme en prisstigning på Max.