Når Robert Prisen den 31. januar 2026 hylder dansk film for 42. gang, bliver det med Pluto TV som officiel streamingpartner. Hele aftenen kan ses gratis og live på Pluto TV, som samtidig spiller en central rolle i både ankomst, dækning under prisuddelingen og i et nyt samarbejde om Pluto TVs Talentpris.
Robert Prisen er den danske filmbranches egen hæderspris og regnes som den mest prestigefyldte faglige anerkendelse i Danmark. Prismodtagerne vælges af medlemmerne af Danmarks Filmakademi, der tæller flere tusinde professionelle fra hele branchen. Prisuddelingen samler hvert år branchens største profiler og markerer både årets højdepunkter og de nye stemmer, der former fremtiden for dansk film.
Pluto TV dækker aftenen fra start til slut. På guldløberen tager tv-vært Camilla Ottesen og stylist samt tv-personlighed Kenny Aleksandr imod gæster og nominerede. Her kombineres klassisk værtserfaring med et visuelt og kulturelt blik på mode, udtryk og personligheder.
Under prisuddelingen er filmanmelder Ann Lind vært på Pluto TV’s guldsofa, hvor hun interviewer nominerede og prismodtagere og giver seerne indblik i reaktioner, perspektiver og det faglige arbejde bag årets film og tv-serier.
Nyt samarbejde om Pluto TVs Talentpris 2026
I 2026 indgår Robert Prisen og Pluto TV et nyt samarbejde om Pluto TVs Talentpris. Prisen hylder nye talenter inden for film og tv-serier, som med ambitioner, mod og autenticitet fortæller historier, der er med til at forme fremtiden for dansk film.
Pluto TVs Talentpris kan tildeles alle, der har arbejdet på en produktion indstillet til Robert Prisen 2026, og uddeles af en jury sammensat i samarbejde med de faglige forbund, Filmakademiet arbejder med. For at sikre fokus på nye stemmer kan man ikke modtage prisen, hvis man allerede er personligt nomineret i andre kategorier.
Modtageren af Pluto TVs Talentpris offentliggøres ved prisuddelingen den 31. januar 2026. Med prisen følger en unik statuette skabt af glaspuster Silje Lindrup.
“Vi er utroligt glade for samarbejdet med Pluto TV som streamingpartner. Det har længe været et stort ønske for Filmakademiet at styrke streamingen af prisuddelingen, og samarbejdet med PlutoTV løfter Robert Prisen til det niveau, vi har drømt om. Det betyder, at vi sammen kan give Filmakademiets medlemmer og filmelskere i hele landet en fantastisk oplevelse hjemme i stuerne”, siger Elisabeth Victoria Winther, Forperson, Danmarks Filmakademi.
Program for Robert Prisen 2026:
Kl. 16.30–18.30 Ankomst og guldløber
Kl. 18.30–22.30 Prisuddeling og middag


