Fra Radio til TV: Historien om Nytårsrådhusklokkerne i 100 År
Danskerne kunne for første gang lytte til rådhusklokkerne ringe det nye år ind via radio ved årsskiftet 1924/1925. Dermed kan rådhusklokkerne fejre 100 år i æteren som nytårsbebuder og altså inden Statsradiofonien gik i luften 1. april 1925.
Rådhusklokkerne i radioen
Statsradiofonien var ikke oprettet endnu det første år, men Dansk Radioklub kravlede op i rådhustårnet, så de kunne transmittere klokkerne ved midnat og dermed fejre med lytterne, at et nyt år var begyndt. Året efter, ved årsskiftet 1925/1926, sendte den nye statsradiofoni et lille nytårsprogram med Radioorkestret.
Oprindeligt havde Radiorådet ikke planlagt, at der skulle sendes nytårsklokker, de var imod idéen, og det er sandsynligvis derfor, at klokkerne ikke var annonceret i programoversigten for nytårsaften 1925. Det var pres fra lytterne, der afgjorde, at rådhusklokkerne blev udsendt. De henvendte sig trafikminister Friis-Skotte for at få hjælp. I Politiken den 31. december 1925 kunne man derfor læse:
– I Gaar modtog vi Ministerens Svar. Lytternes Ønske bliver imødekommet. Statsradiofonien lader et særligt Mikrofonanlæg installere paa Raadhuset, og naar Klokkerne i Nat ringer Midnatstimen og det nye Aar ind, vil de dybe Malmtoner runge ikke blot for Kjøbenhavnerne, men for de mange Tusinde Lyttere ude over Landet.
Rådhusklokkerne blev derefter en fast del af nytårstransmissionen.
Rådhusklokkerne på TV
Selv om DR begyndte at udsende fjernsyn i 1951, gik der endnu syv år, før der blev sendt noget som helst i fjernsynet nytårsaften.
I 1958 havde en ny fjernsynssender i Jylland bevirket, at Danmarks Radio nu kunne dække 97 procent af den danske befolknings behov for at modtage TV. Og de heldige seere med et fjernsynsapparat fik både Jens Olsens splinternye verdensur fra 1955 og Rådhusuret fra 1902 at se.
I 1958 sendte man en lille dokumentar om det berømte verdensur nytårsaften samt klip fra underholdningsafdelingens nytårsudsendelser, og alle løjerne sluttede efter klokkerne i fjernsynet, mens radioen fortsatte til klokken to.