Tillykke Meyerheim
UnderholdningTv-vært Michael Meyerheim fylder 75 år, og det fejrer TV 2 med fødselsdagsportrættet ‘Tillykke Meyerheim’.
Cecilie Frøkjær kigger sammen med Meyerheim tilbage på hans lange karriere – lige fra de første skridt ned ad trappen i ‘Lykkehjulet’ i 1988 til de seneste programmer med de største danske stjerner i ‘Meyerheim & Stjernerne’ og ‘Spørg Charlie’.
Det bliver et portræt fyldt med gode grin, alvorssnak og rørende øjeblikke – også når de to gode venner mindes deres ti år sammen som makkere i ‘Go’ morgen Danmark’.
Portrættet kan ses på TV 2 Charlie og TV 2 Play onsdag 4. september. Dagen inden udgiver Michael Meyerheim sin erindringsbog “Ellers ville jeg fortryde” fra Forlaget 28B.
Som efterkommer af jødiske flygtninge er han præget af en voldsom familiehistorie. Den historie deler han i bogen for første gang.
Michael Meyerheim siger: “Jeg er efterkommer af to generationer, der var præget af nazisternes forfølgelse af jøder. Min fortælling er historien om en farfar, der på helt usandsynlig vis kunne eksistere i Berlin langt inde i Anden Verdenskrig og hjælpe tyske jøder ud af Tyskland. Og historien om hans kone og to sønner, der mistede ham til sidst og selv måtte leve en usikker flygtningetilværelse i Danmark. Det er mennesker, der ikke fik den tilværelse, de havde forestille sig. På den baggrund er jeg selv historien om at føle en forpligtelse til at indfri egne drømme, når dem før mig ikke kunne.”
I bogen fortæller Meyerheim desuden om sine tre ægteskaber og om at træffe svære valg som far. Om skiftet fra USA-korrespondent for Politiken til vært på det nye TV 2. Om sin TV-karriere og om alt det, der har gjort indtryk, fra en fest hos Ronald Reagan over et lærerigt møde med Tina Turner til at besøge sit idol Victor Borge.