Til kamp mod spekulanterne
DokumentarEjendommen Den Sønderjyske By på Frederiksberg skal pludselig sælges til Blackstone, verdens største kapitalfond. Lejerne tager kampen op mod overmagten og får rigtig medvind, da et gammelt skøde fra 1932 dukker op. Skødet viser sig at kunne gøre lejerne til boligmillionærer, men dilemmaerne vælter ind og truer fællesskabet og hele udlejnings-markedet på Frederiksberg.
Vises på DRTV 27. februar fra 06:00 og kl. 21:25 på DR1.
Der har været skrevet meget om sagen om Den Sønderjyske By, men Christoffer Dreyers nye film viser nogle af de dilemmaer, som historien om den lyserøde ejendoms beboeres kamp også indeholder.
Her i 2023 finder endnu en retssag sted i Københavns Byret. Det er den Frederiksbergske beboelsesejendom Svalegården, der har lagt sag an mod Frederiksberg Boligfond. Sagen drejer sig om, hvorvidt Svalegårdens beboere skal have lov til at købe deres ejendom for en brøkdel af markedsprisen og dermed gøre dem til bolig-millionærer. Sagen i Københavns Byret vil formentligt være sidste og afgørende kapitel i en storslået ejendoms saga, der efterhånden har stået på i fem år. En sag, der gjorde den amerikanske kapitalfond Blackstone landskendt og satte den lyserøde beboelsesejendom Den Sønderjyske By på forsiden af aviserne. En sag, der fra starten, har været præget af lyssky aftaler og juridiske spidsfindigheder, men også af store dilemmaer og intern splid mellem beboerne.
Christoffer Dreyer siger: “Filmen er grundlæggende en fortælling om de små mod de store. Beboerne i den Sønderjyske By føler sig kørt over af en arrogant kommune og en boligfond, der sælger deres hjem uden at involvere dem. Men fordi et gammelt skøde dukker op, bliver det også en film om, hvad der sker, når man bliver sat i et ideologisk dilemma. Skal man blive ved med at kæmpe for billige lejeboliger til alle, eller skal man selv melde sig under boligmillionærernes fane?
Den Sønderjyske By ligger på det ydre Frederiksberg. Et smukt og charmerende ejendomskompleks med 308 lejligheder med små haver, hvor man kan bo billigt til leje. Her bor pædagoger, enlige forsørgere, pensionister, kunstnere og småbørnsfamilier i skøn forening. Sådan er det i hvert fald indtil begyndelsen af december 2018, hvor verdens største kapitalfond Blackstone køber Den Sønderjyske By af Frederiksberg Boligfond for 538 millioner kr.
Lejerne, med beboerformanden Søren i spidsen, vælger at tage kampen op mod Blackstone og laver både store og små demonstrationer. Der er opbakning fra mange sider. Lejerne får endnu mere medvind, da et gammelt skøde fra 1932 dukker op. Skødet dikterer, at hvis ejendommen nogensinde bliver solgt skal lejerne tilbydes hele ejendommen med de 308 lejligheder for 2,8 millioner kr. Beboerne hyrer advokaten Lars Langkjær, som er en af Danmarks bedste boligadvokater til at føre retssagen. En retssag, der på sigt kan gøre samtlige beboere til boligmillionærer. Sammenholdet og idealismen bliver dog sat på prøve, og dilemmaerne vælter ind. For vælger lejerne at føre sagen til ende, kan det medføre konkurser og nedsmeltning af hele udlejnings-markedet på Frederiksberg.
“Det er let nok på afstand at rynke på næsen af store kapitalfonde, der ikke har andet for øje end penge, men når der pludselig viftes med millioner af kroner lige foran ens egen næse, hvor langt holder idealismen så? Det er dét dilemma, jeg håber, at publikum kan genkende og føler sig engageret i. Det er det perspektiv, der kan give en større forståelse af, hvordan vi mennesker har svært ved at være 100% idealistiske, når store økonomiske muligheder pludselig opstår”, siger Christoffer Dreyer.
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link