Svanesang for en blogger er en norsk dramaserie i seks afsnit om berømmelse, selvbillede og ensomhed – fortalt gennem en af internettets første bloggere. Serien udspiller sig i det rå og smukke Nordnorge kort efter årtusindskiftet, hvor 17-årige Selina går fra at være en usynlig outsider til et digitalt ikon.
Gennem sin beauty-blog bliver Selina en stemme for skønhedsidealer og plastikkirurgi, og hendes liv tager fart, da hun bliver landskendt. Men bag de perfekte billeder gemmer sig en ung pige med dybe usikkerheder, og den virkelighed, hun forsøger at kontrollere gennem bloggen, begynder langsomt at krakelere.
“Svanesang for en blogger” er en fortælling om at vokse op i en digital tidsalder, hvor likes og læsertal giver mening til tilværelsen – men hvor opmærksomheden også har en pris. Med både ømhed, smerte og sort humor tegner serien et portræt af en pige, der ville ændre verden – men risikerede at miste sig selv.