Alle de store præstationer hyldes ved det traditionsrige sportsshow Sport 2024, som DR sender live på DR 1 og DRTV den 4. januar klokken 21.00 fra Jyske Bank Boxen i Herning.
Olympiske mestre, verdensmestre og et væld af store præstationer. 2024 har været et helt særligt sportsår med blandt andet OL og de Paralympiske Lege i Paris.
– Vi glæder os til at byde velkommen til et show, hvor vi hylder de atleter og præstationer, der i et helt vildt sportsår har samlet os, inspireret og begejstret os. Jeg kan godt love et helt forrygende show, hvor vi både skal glædes, grine og græde, sammen med atleterne og alle dem, der står bag dem, siger Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder med ansvar for Sporten. Igen i år vil DR’s to sportsværter Josefine Høgh og Tina Müller trække i festtøjet og binde det store gallashow sammen foran et feststemt live-publikum. Her vil man også kunne finde Kong Frederik, der overværer showet i Herning.
Store navne fra den danske musikscene er også med
Udover de mange sportsstjerner kan værtsparret også byde velkommen til nogle af de største stjerner på den danske musikscene, når Christopher, Andreas Odbjerg og Ida Laurberg kommer forbi Jyske Bank Boxen for at optræde.
Til showet skal vinderen af Årets Sportsnavn og Årets fodboldspiller blandt andet findes, ligesom en lang række priser til både de største atleter og ildsjæle i det brede danske foreningsliv skal uddeles. I alt 12 priser skal uddeles på scenen i Herning, ligesom der traditionen tro udpeges et nyt medlem til prestigefyldte Hall of Fame ved afslutningen af showet.
‘Sport 2024’ er en kæmpe hyldest til de største atleter i 2024 og alle ildsjælene i det brede danske foreningsliv, der er hele fundamentet for de store præstationer, siger Anders Kern Boje.
Bag showet står DR i samarbejde med MCH Messecenter Herning, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark.