Himlen over Zenica
“Himlen over Zenica” har dansk premiere den 29. september på DR2 og DRTV. Filmen havde verdenspremiere på CPH:DOX og har til dato vundet 9 priser og været på 24 internationale festivaler.
Ifølge WHO er byen Zenica i Bosnien en af verdens mest forurenede byer. Indbyggere lider af alvorlige sygdomme og mistænker det gigantiske stål- og koksværk, som ligger midt i byen, som en af årsagerne til den megen forurening. Aktivister har i årevis kæmpet for at luftforureningen skal under kontrol og miljøreglerne overholdes, men det er Davids kamp mod Goliath.
De to instruktører danske Nanna Frank Møller og bosniske Zlatko Pranjić beslutter sig for at følge sagen med deres kameraer i syv år.
De to instruktører siger: “I foråret 2017 fangede en artikel i The Guardian vores opmærksomhed med overskriften: “Zenica, stålbyen, hvor selv det at trække vejret er en kamp”.
Artiklen rapporterede om massiv forurening fra byens stålværk, og om en gruppe borgere, organiseret af universitetsprofessoren og familiefaren Samir Lemes, der kæmpede for forandring og ansvarlighed.
Berørt af alvoren i rapporten skrev vi til Samir, Zlatkos barndomsven, og bad ham møde os. Vi er to instruktører med forskellig baggrund, to stemmer, to tilgange – men med et fælles blik og interesse. Vi besluttede at flytte ind i den tomme familielejlighed, og de næste syv år gjorde vi Zenica til vores andet hjem og blev ved med at vende tilbage for at skildre kampen hos dem, der lever med konsekvenserne af forureningen.”
I det hårdest ramte kvarter, hvor alvorlig sygdom er særlig udbredt, føler borgerne sig slet ikke hørt og slår sig i stedet sammen i borgerorganisationen Eko Forum for at kræve forandring. Men som i en græsk tragedie er interessekonflikten større end alle de involverede. Borgerne bekymrer sig om deres helbred og levebrød, politikerne om at levere arbejdspladser og tiltrække udenlandske investeringer, så de kan blive genvalgt, mens EBRD (Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling) yder lån til et nyt kraft- og varmeværk, der skal køre på koksanlæggets affaldsgasser, og samtidig skal der anrettes cykelstier, der skal hjælpe med at brande Zenica som et Green City-projekt.
Gennem øjnene på de borgere, der lever med konsekvenserne, giver filmen stemme til de stemmeløse og afslører de komplekse mekanismer, der står i vejen for sund fornuft-tiltag og bæredygtighed i byen – som så mange andre steder i verden.
Filmen fik verdenspremiere på CPH:DOX i marts 2024 og få uger efter det, meddelte fabrikken, at de ville lukke ‘koksværket’, som er en integreret del af stålværket – og den mest forurenende. Det blev lukket i april 2024. Herefter blev filmen trukket tilbage og en ny slutning blev tilføjet med de nye informationer. I august 2024 fik filmen ‘ny verdenspremiere’ i sin nuværende form på Sarajevo IFF, hvor den også vandt sin første pris.
Det faktum at koksværket blev lukket lige efter den første verdenspremiere – beviser endnu engang, at dokumentarfilm virkelig kan rykke noget – især når en film, kaster lys på den kamp Eko Forum og Samir Lemes har kæmpet i årevis.
Nanna Frank Møller og Zlatko Pranjić siger: “Det beviser også at aktivisme på græsrodsniveau virkelig kan rykke noget. Nu hvor filmen er færdig og der er sket en betydelig udvikling i Zenica, håber vi også, at andre borger- og græsrodsbevægelser vil blive inspireret af resultaterne af Eko Forums vedholdenhed“
Hvor kan man se Himlen over Zenica?
Du kan streame ‘Himlen over Zenica‘ på DR TV fra 29. september 2025
Få en Billig TV-Pakke
Vælg dine 4 favorit tv-kanaler og spar 50 kr. i 6 måneder – kun 244,-/md.
Reklame-link