’Hells Angels – storhed og fald’ er en dokumentarserie i seks afsnit og blev sendt på Kanal 5 og discovery+ fra 15. februar. 6. juli kan den også ses på HBO Max. Dokumentarserien er produceret af Impact TV.
I programserien ”Hells Angels – storhed og fald” fortæller agenter, eksperter og helt centrale figurer i rockermiljøet, hvordan rockerklubben blev etableret i Danmark, samt hvordan andre rockergrupper i 2023 er inspireret af den måde Hells Angels er organiseret. Programmet giver også et indblik i, hvordan der er opstået magtkampe mellem de største rockerklubber i dag.
I ‘Hells Angels – storhed og fald’ er det lykkedes at give seerne unik adgang til en række centrale figurer. I dokumentarserien medvirker den længst siddende præsident i Hells Angels’ historie, George Christie, og medstifter af HA Danmark, Jørn “Jønke” Nielsen. Samtidig kan tidligere Brothas-bandemedlem, Abud Mustafa, fortælle, hvordan HA-metoderne har lagt grobund for nutidens struktur i rockermiljøet.
– Situationen i rocker- og bandemiljøet har længe været højspændt. Det ser vi især netop nu, hvor tydelige magtdemonstrationer er i gang mellem de toneangivende klubber. For bedre at forstå den verserende magtkamp bliver vi nødt til at gå tilbage i tiden og se på, hvordan Hells Angels indtog Danmark, og hvordan de har organiseret sig gennem årtier, siger Tine Røgind, Executive Producer Crime, Warner Bros. Discovery Danmark.
I dokumentarserien medvirker flere garvede, forhenværende politiefterforskere danske såvel som amerikanske. Man møder bl.a. Anthony Tait, der formåede at infiltrere Hells Angels i syv år for FBI, samt politiefterforsker og HA-ekspert Thomas Lenderman. Fra et dansk perspektiv møder seerne Per Larsen, Henrik Svindt og Kim Kliver, der fortæller om deres arbejde med at bekæmpe HA og organiseret kriminalitet. Produktionen bag programmet har samtidig fået indblik i mere end 50.000 siders efterforskningsmateriale fra politiet, der bl.a. indeholder billeder og aflytninger af rockerne. Det bliver perspektiveret af kriminaljournalisterne Carsten Norton og Dan Bjerregaard.
Ovenstående centrale kilder m.fl. er med til fortælle, nuancere og perspektivere, hvordan Hells Angels greb magten i det kriminelle miljø i Danmark, og hvordan deres metoder og organisation i høj grad har haft indflydelse på moderne kriminalitet herhjemme, samt hvordan de nu er ved at tabe terræn netop pga. deres egne metoder, der kopieres af indvandrerbanderne.
– Hos Warner Bros. Discovery har vi historik for stærke true crime-programmer, der sætter fokus på aktuelle sager og giver unikke indblik i notorisk lukkede eller kriminelle miljøer som fx ’Nogen ved noget’, ’Forelsket i en morder’ og ’De hemmelige optagelser med Peter Madsen’. Derfor ser jeg frem til, at vi kan vise ’Hells Angels – storhed og fald’, som formår at formidle en særdeles aktuel problemstilling på en måde, der gør den interessant for alle, siger Pil Gundelach Brandstrup, Nordisk programdirektør, Warner Bros. Discovery.
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link