Fars drenge
Serie | Dansk, KomedieDiscovery Networks har 9. august premiere på en ny dansk komedieserie. ‘Fars Drenge’ er en versionering af den norske successerie ‘Hvite Gutter’, som nu kører på femte sæson i Norge.
I ‘Fars Drenge’ møder vi de fire venner Pelle, Oliver, Jens og Mathias, der bor sammen i Pelles store lejlighed på Frederiksberg Alle. Drengene har hængt sammen som ærtehalm siden gymnasietiden, men selvom de nærmer sig de 30 år, er de ikke rigtigt kommet videre. For Pelles far er styrtende rig og meget generøs, så drengene bekymrer sig hverken for fremtiden, uddannelse eller om at stifte familie. Deres største bekymring er, hvor den næste fest er.
Men når voksne mænd opfører sig som teenagere, kolliderer det ofte med resten af verden. Det er pinligt og akavet – men drengenes stærke venskab gør samtidig, at de er umulige ikke at holde af.
I rollerne som de fire venner ses Allan Hyde som Pelle (’True Blood’, ’Skammerens datter’, ’Sommeren ’92’, ’Juleønsket’, m. fl.), Alexander Clement som Oliver (’29’, ’Perfekte steder’, m.fl.) Lue Dittman Støvelbæk som Jens (’Badehotellet’, ’De forbandede år’, m.fl.) og Aske Bang som Mathias (’Badehotellet’, ’Perfekte steder’, Doggystyle’ m.fl.). Herudover byder serien på et væld af gæsteskuespiller samt en gæsteoptræden fra en stor, dansk rapduo.
Fars drenge – det handler den om
Oliver, Mathias, Jens og Pelle er bedste venner, og det har de sådan set været i mange år, lige siden de flyttede sammen efter studentereksamenen i en stor herskabslejlighed på Frederiksberg.
Nu, 10 år senere, bor gutterne stadig sammen og har ingen planer om at lave om på det. I modsætning til mange af deres jævnaldrende, som har fået en uddannelse, et arbejde og er i gang med at stifte famille, hænger de fire gutter godt og grundigt fast i studentertiden. De nægter simpelthen at opgive ungdomslivet og deres opførsel gør, at de ofte havner i alle mulige tåbelige situationer. Gutterne er både kække, naive, platte og godtroende, men de er også kærlige, betænksomme og charmerende.
De gemmer sig i deres lejlighed, når der er arbejdsweekend i andelsforeningen, de stjæler alkohol fra deres forældre, de tager til teenagefester og udspionerer nabopigerne med en drone. For disse fire gutter er livet nemt og fri for bekymringer.
Men drengenes omgivelser er trætte af dem, og det forstår man godt, for de er børn, der ikke er blevet voksne. Identitets- og kærlighedsproblemer melder snart sin ankomst og udfordrer venskabet. Voksenlivet banker på, men i ’Fars drenge’ er det ikke kedeligt – det er sjovt, varmt, kærligt – og mere sjovt!
I første sæson vil vi, udover at være med hjemme i drengenes lejlighed på Frederiksberg, komme med rundt i København på tennisbaner, til quizaften, på restauranter og cafeer, til koncert og meget mere. Vi har også et par afstikkere til Vedbæk – og til Faxe… af alle steder.
Serien vil også blive vist på Kanal 5 fra den 11. august kl. 22:10
Se Discovery’s tv-kanaler – Bestil Allente TV her
Reklame-link
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link