TV-Nyt

Et helt menneske

Dokumentar
6 jun 2022 20:30

Siden 2014 er mere end 1000 danske børn og unge blevet henvist til Sexologisk Klinik med en formodning om, at de er transkønnede. Et antal af henvisninger, som kun er steget år efter år. Over en årrække har DR fulgt to familier og deres døtre, som begge er født i en drengekrop. ’Et helt menneske’ er en dokumentarserie på fem afsnit, og det første afsnit sendes på DR1 kl. 20.30 den 6. juni.

I dokumentarserien kommer seerne tæt på livet i to familier, der begge har et transkønnet barn. Hvilke udfordringer står de over for som piger født i en drengekrop? Og hvordan er det for forældrene, når deres søn viser sig at være en datter? ’Et helt menneske’ er en dokumentarserie om kønsidentitet, hvordan to familier tackler livet med et transkønnet barn, og om at blive accepteret som den, man er.

Ønsket om de helt rigtige Frost-tallerkner til børnefødselsdagen eller diskussioner med en utålmodig teenager er hverdagskost for de fleste forældre i Danmark. Men hos to familier i Ølstykke og Vadum, er det en smule mere komplekst.

Et helt menneske Asta
Asta er født i en drengekrop, men har siden hun var 2½ år følt sig som en pige. Frederikke er født i en drengekrop, men fandt som 17-årig ud af, at hun er transkønnet. (Foto: Jeppe Gudmundsen-Holmgreen)

Asta, som skal holde fødselsdag for børnehaven med Frost-tema, er født som Asbjørn.

Et helt menneske Frederikke
Frederikke Marciniak er født i en drengekrop, men identificerer sig som en pige og venter nu på at få en kønsbekræftende operation. Hendes forældre Ronald og Lisbeth har fulgt hendes behandlingsforløb gennem 6 år. (Foto: Jeppe Gudmundsen-Holmgreen)

Den utålmodige teenager i Vadum hedder nu Frederikke, og diskussionen handler ikke om en fest eller lektier. Det handler derimod om, at hun er startet på krydshormoner, inden hun har fået deponeret sæd til evt. senere fertilitetsbehandling, inden den fysiske transformation til kvinde begynder.

– Vi har siden 2016 fulgt Frederikke i hendes transformation fra mand til kvinde og siden 2019 fulgt Asta og hendes familie. Vi har været fluen på væggen i de to familiers liv, fordi vi mener, det er vigtigt at give et indblik i, hvordan det er at være transkønnet som barn og ung i Danmark. Familierne åbner op for et ærligt og upoleret syn ind i de forskellige udfordringer, der kan være forbundet med at være transkønnet men også i den forløsning, der ligger i at turde stå ved og blive accepteret som den, man er”, siger programchef i Kultur, Børn og Unge i DR Lisbeth Langwadt.

Jeg har ikke besluttet mig for at være en pige – Jeg er en pige
Asta var kun 2,5 år, da hun første gang fortalte sine forældre, at hun var en pige. Efter svære overvejelser har hendes forældre valgt at støtte hende i det og betragter hende nu som pige. Derfor følger vi også Astas børnefødselsdag for pigerne i børnehaven, at Asta ændrer navn og får nyt pas, og hvordan forældrene inviterer de nye klassekammeraters forældre til uformel info-aften i baghaven, hvor alle spørgsmål inden skolestart kan komme på banen.

– Asta har ikke taget en beslutning om at ville være pige. Det er en grundfølelse, hun har i sig, på samme måde som vi andre føler vores køn. Som hendes forældre har vi valgt at acceptere Asta, som den hun er, fordi det er sådan Asta trives bedst, og Astas trivsel i hverdagen går forud for alt andet”, siger Line Rørbæk Jacobsen, Astas mor.

Hvor Asta står på tærsklen til skolestart i dokumentaren, er Frederikke på spring ud i voksenlivet. I dokumentarens fem afsnit følger vi hendes fysiske transformation med opstart af krydshormoner, brystoperation og til sidst en nedre, kønsbekræftende operation.

– I følge Frederikke og vores familie i den fase, hvor hun gradvist gennemgår processen fra Frederik til Frederikke. Hun kan måske virke lidt utålmodig, når man ser med i dokumentaren, men det at vente seks år på at blive den, man er, er virkelig opslidende og det har været et hårdt forløb for Frederikke, siger Lisbeth Skov, Frederikkes mor.

Se de første fire afsnit fra den 6. juni kl 06:00 på DRTV.

LoadingTilføj Favoritlisten Favoritliste
JustWatch – Hvor kan det streames?
Kilde: DR presse

Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link

Løbet tør for ting at streame? Tjek hvad du kan se i biografen her
Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard