Dronning Margrethe og teatrets magi
Dokumentar
Det Kongelige Teaters Gamle Scene fyldte i oktober 150 år. I selskab med H.M. Dronning Margrethe oplever vi Gamle Scene og den kongelige families tætte relation til Det Kongelige Teater i programmet ’Dronning Margrethe og teatrets magi’.
’Dronning Margrethe og teatrets magi’ kan ses mandag den 16. december på DR1 klokken 21.25 og på DRTV fra klokken 6.00 samme dag.
Nye optagelser og unik adgang
I helt nye optagelser dykker Dronning Margrethe sammen med teaterchef for Det Kongelige Teater Kasper Holten ned i teatrets historie og de fire kunstarter: teater, opera, ballet og musik, mens vi bliver klogere på, hvad det er, scenekunsten kan, og hvorfor den går lige i hjertet på Dronningen og mange andre.
Seerne får unik adgang, når Dronningen på sin rundtur møder flere af teatrets kunstnere, blandt andre balletdanseren Camilla Ruelykke Holst, der har danset i kostumer designet af Dronningen, og Frederik Cilius, der til januar har sin debut på Gamle Scene i rollen som ’Jeppe på Bjerget’.
Undervejs husker Dronningen tilbage på store oplevelser på Det Kongelige Teater, og om den fascination af teatret, som hun delte med sin far, H.M. Kong Frederik 9.
Sideløbende tager skuespiller Bodil Jørgensen, der har optrådt utallige gange på Gamle Scene, seerne med igennem Det Kongelige Teater og Gamle Scenes mangeårige historie, og teatrets betydning for den danske kultur.
Vores fælles kulturarv
– Det Kongelige Teater og Gamle Scene er en del af vores fælles kulturarv og historie, og i anledning af Gamle Scenes 150-års fødselsdag vil vi gerne fortælle den flig af danmarkshistorien. Kongehuset og Det Kongelige Teater har i århundreder været tæt forbundet, og ambitionen er at skildre både vores fælles kulturhistorie og Kongehusets forhold til teatret. Formålet er, at man som seer skal blive klogere på teatrets historie og scenekunstens kulturelle betydning for vores historie og sammenhængskraft i Danmark, siger Ida Holten Ebbesen, redaktionschef i Specialiseret Kultur og Tro i DR.