Den store bagedyst 2022
UnderholdningSeks kvinder og fire mænd er nu klar til at binde forklæderne og smøge ærmerne op i hele Danmarks bagetelt. I ugevis skal de dyste på både italiensk bagværk, gylden karamel, godt gammeldags rugbrød, smukke blomsterroulader og vanvittige illusionskager. Og så bliver deltagerne her i 11. sæson udsat for endnu flere hemmelige bagninger end vanligt. Det bliver en ekstra nervepirrende udfordring for de deltagere, som har det allerbedst med at have øvet sig grundigt hjemmefra!
Den Store Bagedyst 2022 – deltagerne
Susanne, 48 år, Jerslev
Susanne er uddannet lærer og arbejder som viceskoleforstander på idrætshøjskolen i Slagelse. Ved siden af det job fungerer hun desuden som landstræner i pistolskydning og har selv været aktiv atlet i 25 år med tre OL-deltagelser, VM-guld og meget mere i bagagen. Hun mødte sin mand under OL i 2004, og sammen har de fire børn.
Manja, 16 år, Esbjerg
Årets yngste deltager går i gymnasiet, bor hos sine forældre sammen med sin lillesøster og storebror samt deres to hunde. Manja har tidligere været i lære som konditor, men droppede det, fordi det alligevel ikke var hende. Hun synger i konservatoriets pigekor i Esbjerg, hvilket hun har gjort i seks år.
Nanna, 28 år, Ans
Nanna arbejder som sygeplejerske på Viborg Sygehus og er desuden ved at uddanne sig til hospitalsklovn, fordi hun gerne vil underholde, inspirere og lære syge børn og unge en masse. Hun har selv Hjalte på tre år, Asger på 10 måneder og sammen med manden Hans-Henrik venter hun endnu et barn, der kan komme når som helst – Nanna er nemlig gravid og har termin i midten af september.
Harald, 20 år, Søborg
Harald bor hos sine forældre og holder sabbatår, men ligger på ingen måder på den lade side. Han er for eksempel aktiv FDF’er og kanoinstruktør. Han har været klubmester i badminton og skolemester i skak, og så er han vild med computerspil. Så vild, at han ligger blandt de bedste én procent i verden til ‘League of Legends’.
Amrinder, 37 år, København
Amrinder er pædagog og arbejder som afdelingsleder på Husum Skole og deres fritidsordning. Et job, som hun elsker på grund af børnene og kollegerne. Hun har boet hele sit liv på Nørrebro med sine indiske forældre, der dyrkede kulturen fra deres hjemland. Amrinder bor også i dag på Nørrebro med en veninde.
Jasper, 23 år, Jægerspris
Jasper arbejder som producer/grafisk designer i et firma, der arbejder med it-sikkerhed og GDPR. Han er medlem af Mensa, styrketræner, løber og har i det hele taget mange hobbyer, hvoraf nogle af dem er lidt specielle: Han maler foto-realistisk, laver sine egne knive, arbejder med dufte og laver parfumer. Og så er han kæreste med Ellen, som han har været sammen med i fire år.
Laura, 27 år, Aarhus
Laura er uddannet ingeniør i sundhedsteknologi og arbejder med sundheds-it. Hun kalder sig selv for en “udadvendt nørd”, som elsker videnskab og at gå ingeniør-mæssigt til alt, hvad hun laver. Udover bagning og madlavning er hendes guilty pleasures reality-tv, og hun har set samtlige sæsoner af både ‘Sex on the beach’ og ‘Paradise Hotel’.
Marc, 33 år, Kongens Lyngby
Marc startede oprindeligt på ingeniøruddannelsen, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var var ham, og i dag er han ansat som tatovør i sin vens forretning og bor til daglig med sin kæreste, der læser til skolelærer.
Klaus, 40 år, Frederiksberg
Klaus arbejder i dag som it-business-analyst, men har tidligere arbejdet i en helt anden boldgade – nemlig som skuespiller og sanger i musicals. Han bor sammen med sin kæreste Thomas, der oprindeligt kommer fra Korea, og Klaus elsker at nørde det asiatiske lands smage, ingredienser og udtryk. Klaus underviser desuden i yoga og pilates.
Michelle, 29 år, Kerteminde
Michelle arbejder som distriktschef, der – som hun selv siger – er en finere titel for at være kørende tagrendesælger. Hun elsker sit job, er formand i byggebranchen FUT og mødte sin mand i branchegruppen. De bor sammen på Fyn og har sønnen Mads på to år.
Se afsnittet fra den 24. september kl 06:00 på DRTV.
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link